
Sundheds- og Omsorgsborgmester i Københavns Kommune Sisse Marie Welling (SF) læser gode resultater efter en oprydning af regler og bureaukrati i hovedstaden. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Storkommune har held med at fjerne unødige regler
I foråret satte Københavns Kommune gang i et arbejde, der skal fjerne unødige regler og bureaukrati for medarbejdere og ledere i forvaltningen. Og nu er konklusionen klar: 15 procent af alle regler, procedurer og lignende skal forenkles eller helt afskaffes.
Udgivet: 20/12/2022
"I fire år har politikerne på Christiansborg holdt skåltaler om mindre bureaukrati, men der er intet sket i virkeligheden. Nu gør vi noget ved det. Om bare otte år kan vi forvente mere end 50 procent flere ældre på over 80 år her i København. Det er borgere, som har behov for pleje, omsorg og behandling, så vi skal sørge for, at vores dygtige medarbejdere og ledere bruger deres tid på det vigtigste - det som gør en forskel for borgerne."
Sådan lyder det fra sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune Sisse Marie Welling (SF) i en pressemeddelelse.
Formålet med at fjerne unødige regler og bureaukrati er at skabe mere tid til omsorg og nærvær hos borgerne, nærværende og faglig ledelse, mere enkel administration og bedre arbejdsgange for forvaltningens medarbejdere.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningens forslag til regelforenkling favner bredt og omfatter både interne regler i forvaltningen, tværgående regler i Københavns Kommune og statslige regler. Der er afdækket og analyseret i alt 536 regler. Det foreslås yderligere, at 57 regler forenkles, at 23 regler afskaffes og at der foretages 18 mulige forbedringer i forvaltningens digitale omsorgssystem, Cura. Det svarer til, at der foreslås ændringer til hver sjette regel, procedure og lignende.
"Mindre bureaukrati er lig med mere tid til borgerne, mere tid til faglig ledelse og mere enkel administration - hvis vi altså handler på det. Nu rydder vi op i vores egne regler, og jeg forventer, at Christiansborg er klar til det samme."
"Det ville klæde Christiansborg at vise os den samme tillid, som vi viser til vores medarbejdere og ledere og f.eks. fjerne dobbelt-dokumentation og overlappende lovgivning. Det er der brug for, så vi får den helt nødvendige frihed til at bruge tiden på dem, vi er her for," siger Sisse Marie Welling.
Udvalgte eksempler på forslag til statslig regelforenkling
Medarbejdere dokumenterer i dag på to forskellige måder afhængigt af, om der er tale om en indsats under serviceloven eller sundhedsloven. Det medfører i mange tilfælde overdokumentation og dobbeltdokumentation.
Derfor er forslaget fra forvaltningen til den ansvarlige minister, at der fremadrettet skal dokumenteres ud fra samme logik uanset om indsatsen hører under Sundhedsloven eller Serviceloven. Forslaget kræver en lovændring.
I dag er kommunerne underlagt overlappende tilsyn efter samme lovning på ældreområdet. Det medfører, at ledere og medarbejdere bruger unødig tid på tilsynsopgaven.
Derfor er forslaget fra Sundheds- og Omsorgsudvalget, at der skal ske en forenkling af tilsynsområdet f.eks. ved at sammenlægge tilsyn for at undgår unødige overlap - uden at gå på kompromis med kvaliteten og borgersikkerheden, lyder det fra kommunen.
Sidst opdateret: 20/12/2022 - 13:08












































