Ny regering vil spare tre milliarder kroner på nedlagte jobcentre

Regeringen vil nedlægge jobcentrene og nytænke måden at få arbejdsløse i job på ifølge regeringsgrundlag.

Udgivet: 14/12/2022

Del artiklen:

Den nye regering vil nedlægge jobcentrene for at give ledige større frihed og kommunerne frihed til at organisere indsatsen for at få arbejdsløse i job.

Det fremgår af regeringsgrundlaget, som onsdag er blevet fremlagt på Marienborg af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne.

- Vi nedlægger jobcentrene. Nu er det slut med kræftpatienter, som jages rundt i kommunerne i en beskæftigelsesindsats, som ikke virker, siger fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) på Marienborg.

Målet er, at de ledige kommer hurtigere i arbejde, står der i regeringsgrundlaget. Det skal reducere udgifterne med tre milliarder kroner i 2030.

Partierne har forhandlet siden valget 1. november og meddelte tirsdag aften, at de vil danne en regering, som præsenteres torsdag.

Regeringen lægger op til, at a-kasser og private leverandører skal spille en større rolle i indsatsen for dem, der kun i korte perioder står uden arbejde.

- Den øvrige beskæftigelsesindsats skal i højere grad prioritere de borgere, der har større udfordringer med at finde et job.

- De skal i stedet omfattes af mere værdige indsatser med større effekt. Socialt bedrageri skal mødes med en hård og markant konsekvens, står der i grundlaget.

Det var et centralt forslag fra Venstre i valgkampen.

Flere tusinde mennesker har i mange år været i kontanthjælpssystemet.

I dag bruges fem ud af 12 milliarder i beskæftigelsesindsatsen på administration af jobcentrene.

En analyse fra a-kassen Ase viser, at der er "rekordmange" ansatte på landets jobcentre. Det er på trods af den historisk lave ledighed.

/ritzau/

Sidst opdateret: 14/12/2022 - 16:21

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]