Socialt udsatte tvivler på kommunernes hjælp

Mange socialt udsatte eller borgere med forskellige helbredsproblemer har lave forventninger til at få hjælp fra kommunen og velfærdssystemet. Det viser en ny større undersøgelse fra VIVE. Dansk Socialrådgiverforening finder det trist.

Udgivet: 09/12/2022

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Udsatte har meget lave forventninger til at få hjælp fra kommunen og velfærdssamfundet. Det viser den nye Fællesskabsmåling 2022, som VIVE har lavet på vegne af TrygFonden og Mary Fonden.

Læs også:
Potentielt stor regning for kommunerne: Flere danskere står udenfor fællesskabet

I den deler VIVE befolkningen ind i tre grupper:

  • Majoritetsgruppen: Den udgør langt den største gruppe i samfundet. Borgerne her har få sociale og helbredsmæssige problemer, en høj grad af deltagelse i samfundet samt en meget lav grad af eksklusion.
  • Risikogruppen: Det er den næststørste gruppe. Her har borgerne udfordringer på nogle områder af livet. Det kunne være økonomiske eller helbredsmæssige. Derfor oplever de også typisk eksklusion på nogle områder af samfundslivet.
  • Eksklusionsgruppen: Det er den mindste gruppe. Borgerne her er kendetegnet ved at have et relativt komplekst samspil af sociale, helbredsmæssige og økonomiske udfordringer. Borgerne her oplever en høj grad af eksklusion og står udenfor væsentlige fællesskaber i samfundslivet og hverdagen.

Det er særligt de to sidste grupper, der har lav tillid til kommunen og velfærdssamfundet. I eksklusionsgruppen er det omkring halvdelen, der ikke har tillid til, at de kan få hjælp fra kommunen, når de har mest brug for det. Ved risikogruppen er det tre ud af ti. Her er der dog sket et fald siden sidst man lavede målingen tilbage i 2016.

Tydeligere bliver det, når man ser på sundhedsområdet. Her tvivler 31 procent af respondenterne i risikogruppen på, at de kan få hjælp fra læger eller hospitalet, hvis de bliver alvorligt syge. I 2016 var det kun 18 procent, der tvivlede på det. Det skriver NB-Social.

Generelt er tilliden til andre mennesker også lavere for borgere i eksklusionsgruppen.

"Jeg bliver rigtig ked af at høre, at færre oplever kan kunne få hjælp af kommunen. Det er jo socialrådgivernes opgave at sikre, at flere borgere kan blive en del af fællesskabet," siger næstformand for Dansk Socialrådgiverforening, Ditte Brøndum, og fortsætter:

"Men det overrasker mig heller ikke, for når vi spørger socialrådgiverne, så er der syv ud af ti, som oplever økonomi står i vejen for den faglige gode indsats. Det er jo rigtig mange blandt vores medlemmer, der oplever, det er svært at gøre den forskel, de gerne vil."

Ifølge Ditte Brøndum handler det både om borgerens oplevelse af mødet med en presset sagsbehandling, samt om man som borger bare bliver mødt af afslag, hver gang man søger om hjælp.

null

Bekymrende og tragisk at psykiatrien halter

Særligt når det kommer til psykiatrien, er der mange borgere på tværs af grupperne, der oplever ikke at få den hjælp, de har behov for. Hele 37 procent, der har behov for hjælp til en psykisk lidelse eller psykiske problemer, mener ikke, de får den fornødne hjælp. I 2016 var tallet 25 procent.

”Det er bekymrende, at så mange ikke får den hjælp til psykiske lidelser, som de føler, de har brug for – og særligt for dem i eksklusionsgruppen må vi antage, at den manglende hjælp har stor betydning for mange af de andre problemer, som de mennesker kæmper med,” seniorforsker Lars Benjaminsen i en udtalelse.

Han har været med til at lave Fællesskabsmålingen 2022. Samme toner kommer fra Dansk Socialrådgiverforening.

"Det er tragisk. Vi hører den ene historie efter den anden om en psykiatri, der er alt for presset," siger Ditte Brøndum og fortsætter:

"Der er i den grad behov for, at tiårsplanen for psykiatrien bliver opgraderet og gjort langsigtet, så man kan genoprette området."

Ser man på de forskellige grupper, er der flest i eksklusionsgruppen, der har den oplevelse. Hele 56 procent mener ikke, de får den nødvendige hjælp.

Den største stigning finder vi faktisk i risikogruppen. Hvor det i 2026 var under 20 procent, der havde den oplevelse, så er det nu næsten 30 procent.

null
Læs mere om Fællesskabsmålingen her.

Sidst opdateret: 08/12/2022 - 20:38

Emner: Udsatte, Dansk Socialrådgiverforening

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]