
Hos Middelfart Kommunes julehjælp kigges der primært på hensynet til barnet og dets trivsel. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Kommunens sagsbehandlere samler ind til børnefamiliers jul
I Middelfart Kommune kan økonomisk trængte familier søge om hjælp til jul hos velgørende institutioner som alle andre steder. Men kommunen har også sin egen julehjælp med andre kriterier for, hvem der kan få hjælp.
Udgivet: 09/12/2022
I de fleste kommuner modtager velgørende organisationer som eksempelvis Dansk Røde Kors, Frelsens Hær, Blå Kors og Mødrehjælpen i år rekordmange ansøgninger om julehjælp på grund af en trængt privatøkonomi - ikke mindst på grund af inflation og stigende energipriser.
Det gælder også i Middelfart Kommune, men her rækker man derudover også egen hjælpende hånd ud til familierne, skriver Fyens Stiftstidende. I Børn- og Familieafdelingen er det blevet en fast rutine, at der samles ind blandt borgere og virksomheder til de familier, der mangler en håndsrækning til at få den flæskesteg, risalamande og gaver under træet, familierne drømmer om at få.
Flere firmaer i Middelfart Kommune har doneret til indsamlingen med pengebeløb, og lige nu står der 139.000 kroner på julehjælpskontoen. Men ifølge afdelingsleder Karen Gerdes er der behov for mindst 200.000 kroner, hvis alle familier skal modtage hjælpen.
Hun forklarer, at hvor man i organisationerne ser på familiernes indkomst og generelle økonomi, så er kriteriet et andet i Middelfart Kommune, hvor man i stedet udelukkende ser på familiens ressourcer.
Det er Børn- og Familieafdelingens medarbejdere, der vurderer familierne, og i år drejer det sig om 171 familier, siger Karen Gerdes til Fyens Stiftstidende:
"Behovet for julehjælpen er nogenlunde stabilt. Det er ikke de samme familier, der får hvert år, for nogle familiers sager lukkes i løbet af året. Når familien vurderes at have fået den fornødne hjælp til barnet, og barnet er i trivsel, lukker vi sagen. Men så kommer der nye sager ind," siger hun.
Sidst opdateret: 10/12/2022 - 09:20
Emner: Middelfart Kommune







































