
Mens antallet af ældre stiger, falder antallet af ældre- og plejeboliger. Derfor tilbydes stadigt færre ældre en ældre- eller plejebolig af kommunen. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Antal pleje- og ældreboliger falder mens antallet af ældre stiger
Mens antallet af borgere over 80 år er steget med 61.000 siden 2012, er antallet af borgere i samme aldersgruppe i ældre- og plejeboliger faldet med 6.500 personer. Dermed bliver der stadig færre boliger tilgængelig til landets ældste borgere.
Udgivet: 24/11/2022
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at i samme periode som antallet af ældre er vokset markant, er antallet af ældre, der bor i en pleje- eller ældrebolig faldet på tværs af aldersgrupper.
I 2012 var der i alt 67.506 ældre på 67 eller derover, som boede i en ældre- eller plejebolig, og det tal er i 2022 faldet til 62.117 personer. Hvad angår de ældre på 80 år eller derover, er antallet i en pleje- eller ældrebolig faldet fra 47.017 i 2012 til 40.063 i dag, skriver NB-Økonomi.
Faldet er især sket på de almene ældreboliger, hvor der i dag er væsentligt færre indskrevne end der var i 2012. Men når man kigger på tværs af de forskellige typer af plejeboliger er der også sket et fald selvom man skulle tro, at et større antal ældre borgere ville medføre et større antal borgere med behov for plejebolig.
Udviklingen kan være udtryk for flere ting. Først og fremmest er der spørgsmålet om sund aldring, som betyder, at eksempelvis en gennemsnitlig 80-årig i dag er mindre plejekrævende end tidligere. Desuden kan der være et spørgsmål om, om de ældre i højere grad gerne selv vil blive boende i egen bolig i stedet for en ældre- eller plejebolig.
Samtidig vil en del af forklaringen sandsynligvis hænge sammen med, at det i dag er blevet sværere at blive visiteret til en plads i en pleje- eller ældrebolig. Det kan både være fordi kommunernes visitering er blevet strammere og fordi kommunerne ikke har udbygget antallet af ældre- og plejeboliger i takt med at antallet af ældre vokser.
(Artiklen fortsætter under grafen)
Ser man på alle 67+ årige, så er antallet steget markant. Siden 2012 er der kommet hele 245.000 flere 67+ årige i Danmark. Blandt de 80+ årige er antallet steget med 61.000 personer over de seneste ti år. Den udvikling forventes at fortsætte over de kommende år, og dermed vil presset på ældre- og plejeboliger efter alt at dømme stige i takt med den udvikling.
Alene fra 2021 til 2022 steg antallet af 80+ årige med næsten 10.000 personer.
(Artiklen fortsætter under grafen)
På grund af de to udviklinger i henholdsvis antal indskrevne i pleje- og ældreboliger og antal ældre, der går hver deres retning, er andelen af de ældre, der bor i en ældre- eller plejebolig faldet markant i løbet af perioden. I 2012 var det 20 procent af de 80+ årige, der boede i en pleje- eller ældrebolig. Nu er det blot 14 procent af de 80+ årige.
Tendensen er den samme for 67+ årige, hvor andelen i en pleje- eller ældrebolig er faldet fra 8,3 procent i 2012 til 5,9 procent i 2022.
Selvom det er de almene ældreboliger, der har det største fald i antallet af indskrevne borgere, så er andelen af ældre i boliger med pleje også faldet markant over de seneste år.
Her var det i 2012 13,3 procent af de 80+ årige, der var indskrevet i en plejebolig, plejehjem, beskyttet bolig eller friplejehjem. Den andel er siden faldet til under ti procent, og i 2022 er det blot 9,6 procent af de 80+ årige, der er indskrevet i den type bolig.
Ser man på tværs af landet, er tendensen den samme i størstedelen af landets kommuner. Faktisk har hele 91 kommuner i dag en lavere andel af de 80+ årige i en plejebolig end man havde i 2017. Det kan du læse mere om i en særskilt artikel:
Sidst opdateret: 23/11/2022 - 21:24
Emner: Plejehjem, Ældrepleje








































