
Der dukker stadig flere udgifter uden bilag op i forbindelse med Aalborg Kommunes eventchefs brug af kommunens kreditkort de senere år - blandt andet fadøl på aalborgensiske restaurationer. - Foto: Privat
Kommunale topfolk drak 24 fadøl uden bilag
Uorden i bilagene og manglende dokumentation for tusindvis af kroner for brug af kommunens kreditkort. Nye sager om eventchefs udgifter i Aalborg Kommune dukker til stadighed op, og de blev godkendt af kommunaldirektøren.
Udgivet: 23/11/2022
I de seneste uger er flere sager dukker op vedrørende eventchefen i Borgmesterens Forvaltning, som ikke har kunnet fremvise dækkende dokumentation for en række møder, receptioner, byture og andre udgifter, som han har betalt med kommunale repræsentationsmidler.
Nu har Nordjyske via en aktindsigt fundet yderligere udgifter, hvor eventchef Søren Thorst har benyttet kreditkortet. Det drejer sig blandt andet om et netværksmøde på en lokal restauration med den daværende vicekommunaldirektør Jørgen Litske, forhenværende kommunaldirektør Jens Kristian Munk og den tidligere socialdemokratiske borgmester Henning G. Jensen.
Netværksmødet bestod af en frokost og 24 store fadøl, og regningen på 2.539 kroner betalte Søren Thorst med sit kommunale kreditkort.
Ifølge Nordjyskes aktindsigt har Søren Thorst over en femårige periode afholdt 10 møder på Kystens Perle, som i alt har resulteret i en regning på 17.433 kroner.
Derudover har han været vært ved møder på Den Bette Kro, Isidor Henius, Bøf og Vin, Fisk og Skaldyr og et enkelt møde på Mortens Kro, som kostede skatteborgerne 17.292 kroner. I perioden har han desuden holdt møder 32 gange på John Bull Pub i Aalborg for et beløb svarende til 38.731 kroner. Uden bilag eller anden dokumentation for mødernes indhold.
Professor i økonomistyring på Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh har tidligere kritiseret den praksis i avisen:
"Der skal foreligge grundbilag. Det fremgår simpelthen af helt almindelig regnskabslovgivning, som også gælder for kommuner," har han sagt til Nordjyske.
Aktindsigten viser i øvrigt også, at det er den snart forhenværende kommunaldirektør Christian Roslev, der har godkendt eventchefens udgifter. Christian Roslev skifter i begyndelsen af det nye år til konsulentfirmaet Genitor, hvor han skal være associeret partner.
Aalborg Kommune er i øjeblikket i gang med en større revision af forbrug på event-området.
Sidst opdateret: 23/11/2022 - 11:19
Emner: Aalborg Kommune








































