
Hjemløse - eller folk på vej til at blive det - er blandt de udsatte i Rødovre, som nu får en ekstra hjælpende hånd af kommunen. - Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix (arkiv)
Kommune vil midlertidigt hæve rådighedsbeløbet for udsatte
Den økonomiske krise med stigende priser på selv de mest basale fornødenheder får nu Rødovre Kommune til at rykke ud med hjælp til de mest betrængte. Et af tiltagene er midlertidigt at hæve rådighedsbeløbet. Og så har man fået lov til at nedsætte huslejen i almene boliger i særlige tilfælde.
Udgivet: 18/11/2022
Den økonomiske krise med stigende priser på selv de mest basale fornødenheder som strøm, varme og mad rammer hårdt blandt de mest trængte borgere. På den baggrund vil Rødovre Kommune nu iværksætte forskellige tiltag.
”Vi hæver rådighedsbeløbet midlertidigt, mens krisen står på. Rådighedsbeløbet er det beløb, borgerne har til rest, når alle faste regninger er betalt," udtaler Rødovres borgmester Britt Jensen (S) i en pressemeddelelse og forklarer videre:
"Når vi hæver grænsen for, hvor meget borgerne må have tilbage efter de faste regninger, så betyder det, at borgerne bør have et højere beløb til rådighed, når alt er betalt, så de har lettere ved for eksempel at klare prisstigninger."
Hvis der er borgere i Rødovre ved København, som har mindre i budgettet end den nye grænse for rådighedsbeløbet, kommunen arbejder med, kan kommunen supplere op og dermed hjælpe trængte borgere. Derfor øger man beløbet med 500 kroner. Det betyder, at der helt kontant bliver en smule mere til for eksempel medicin, el og varme.
"Vi øger også støtten til Røde Kors’ julepakker. Vi støtter i forvejen julepakkerne, og den hjælp øger vi med 100 kr. pr. pakke," siger borgmesteren.
Ekstraordinær hjælp til huslejen
Rødovre Kommune har også ansøgt Bolig- og Planstyrelsen om mulighed for give tilskud til midlertidig nedsættelse af huslejen i almene familieboliger. Midlerne er specifikt målrettet hjemløse, som bor på herberg, og som har behov for en egen bolig.
Den ansøgning har styrelsen sagt ja til, og det betyder, at kommunen midlertidigt har mulighed for at hjælpe nogle af de mest sårbare grupper med noget så basalt som tag over hovedet, lyder det fra borgmesteren.
Fællesskaberne træder til
Ud over de tiltag, som Rødovre Kommune selv kan sætte i værk, er der stor opmærksomhed på, at frivillige foreninger og organisationer kan spille en vigtig rolle i indsatsen for at sikre, at alle kommer gennem krisen. For eksempel deler organisationen Stop Spild Lokalt mad ud, og i Jobcentret udarbejdes der en oversigt over henvisningsmuligheder, som sagsbehandlerne kan anvende i samarbejdet med Rødovres borgere.
Rødovre Kommune samarbejder desuden med Rødovre Folkekøkken, der to gange om måneden tilbyder et godt og billigt måltid mad samt hyggeligt socialt samvær. Forvaltningen vil gå i dialog med foreningen om konkrete tiltag for at række ud til endnu flere økonomisk trængte familier. Derudover er der et godt samarbejde med de frivillige sociale foreninger om julehjælp.
”Med den styrke, krisen buldrer med, kan vi ikke gøre det let komme gennem den. Men vi kan gøre det lidt lettere for de hårdest ramte og forhåbentlig skabe lidt mere ro og tryghed i en svær tid. En god kommune skal kendes på, hvordan vi behandler vores dårligt stillede borgere,” siger Britt Jensen.
Fakta om Rødovres tiltag
Fælles for de forskellige tiltag i Rødovre Kommune er, at der er tale om midlertidige tiltag, som kan fungere som en afgørende håndsrækning i en ekstraordinær situation.
Hævet rådighedsbeløb: Det hævede rådighedsbeløb handler om enkeltydelser, og der er tale om midlertidige ændringer, hvor Rødovre Kommune hæver rådighedsbeløbet ud fra en vurdering af den enkeltes situation. Det betyder også, at beløbet nedjusteres igen, når priserne falder.
Tilskud til husleje: Tilskuddet er en bevilling fra Bolig- og Planstyrelsen, som blandt andet er givet på baggrund af, at Rødovre Kommune generelt har gode foranstaltninger for at undgå, at borgere ender i hjemløshed. Nedsættelsen af huslejen er midlertidig og ydes fuldt ud i fire år, hvorefter det aftrappes med lige store dele over fem år. Den samlede tilskudsperiode udgør dermed ni år.
Sidst opdateret: 18/11/2022 - 10:30
Emner: Kontanthjælp, Rødovre Kommune







































