De kommunale topchefer bør have øjnene stift rettet mod ledighedstallene og de økonomiske prognoser de kommende måneder. Hvis antallet af borgere, som henvender sig som nye ledige på jobcentret pludseligt stiger, så kan det blive en bombe under kommunens økonomi. Det skriver NB-Økonomi.

En analyse på baggrund af udviklingen efter finanskrisen viser, at selv hvis den geografiske udvikling i ledighedstallene blot bliver halvt så markant som dengang, så kan det få dramatiske effekter på de enkelte kommuners økonomi i 2023-2025.

Mens nogle kommuner allerede i krisen år to - altså 2024 - kan vinde omkring 1500 kroner pr. indbygger, så kan andre tabe 1.000 kroner pr. indbygger, hvis krisen udvikler sig som i 2008-2011.

I og med at overførsler ikke er en del af servicerammen vil den stigende arbejdsløshed alene påvirke kommunernes skattefinansierede resultat og dermed kassebeholdningen. I og med at forskellene normalt udjævnes over tid, så vil det være afgørende, hvor stærk en kassebeholdning den enkelte kommuner har.

Kommuner med en stærk kassebeholdning kan således vælge blot at tage et økonomiske stød på grund af stigende ledighed over kassen, mens det for fattige kommuner kan udløse akut behov for nedskæringer på andre områder.

Tidligere kriser har vist, at de store forskelle i særlig grad opstår, fordi en stigende ledighed slår igennem med meget forskellig hastighed i de forskellige kommuner. Erfaringen fra finanskrisen var lidt firkantet sagt, at eksporterhvervene blev ramt med en klaphammer, og det betød at ledigheden steg meget hurtigt i Produktionsdanmark, mens kommuner med mange arbejdspladser indenfor service, offentlig administration og undervisning blev ramt meget langsommere.

Til gengæld var billedet det modsatte, da de økonomiske konjunkturer vendte.

Under COVID-krisen oplevede mange kommuner i Produktionsdanmark, at deres udgifter til ledige faldt, mens deres finansiering via balancetilskuddet steg, fordi arbejdsløsheden i blandt andet hovedstadsområdet med turistarbejdspladser steg kraftigt.

Forstå på to minutter - derfor kan en kommune vinde på stigende ledighed

Det er kommunerne, som betaler langt den største del af udgiften til ledige. Godt nok betaler staten de første uger 80 procent af udgiften, men det ændrer sig gradvist. Allerede fra den 53. uge betaler kommunerne 80 procent af udgiften til dagpenge og kontanthjælp.

Takket være det såkaldte balancetilskud og budgetgarantien, så betaler staten dog altid for udsvingene i kommunernes samlede udgifter til ledige - altså den samlede udgift i alle 98 kommuner under et. Det skal sikre, at kommunernes indtægter fra skatter og statstilskud svarer til de samlede udgifter.

Pengene fra staten fordeles på den korte bane i forhold til indbyggertallet og på den lange bane via tilskuds- og udligningssystemet. Det betyder, at en kommune med en procent af befolkningen på den korte bane vil få en procent af et stignede tilskud fra staten til flere ledige, uanset om den pågældende kommune takket være få ledige måske kun har en halv procent af udgifterne eller om kommunen på grund af mange ledige har eksempelvis halvanden procent af udgifterne.

Formålet med den model er, at kommunerne har et stærkt økonomisk incitament til at få sine borgere i arbejde og tiltrække virksomheder og arbejdspladser til kommunen.

I en normal konjunktur vil forskellene mellem ledigheden i kommunerne i en vis udstrækning blive udjævnet af den kommunale udligning, som eksempelvis giver ekstra penge til kommuner med mange lavtuddannede, som statistisk er mere sårbare overfor ledighed.

Men når konjunkturene ændrer sig, så får modellen ofte dramatiske konsekvenser, fordi en stigende arbejdsløshed rammer kommunerne med meget forskellig hastighed.

Typisk bliver kommuner med meget produktion ramt først, fordi fabrikker, slagterier og andre produktionsenheder løbende tilpasser arbejdsstyrken til den faktiske produktion. Modsat vil beskæftigelsen i den offentlige sektor eller i virksomhedernes hovedkontorer kun langsomt blive påvirket af en faldende produktion.

Det modsatte vil så ofte gælde når produktionen stiger, så vil produktionsenhederne øge arbejdsstyrken meget hurtigt, mens det sker meget langsommere i den offentlige sektor og i hovedkontorerne.

Derfor er der den generelle tendens, at kommuner i Produktionsdanmark får en gevinst under opadgående økonomiske konjunkturer, mens de samme kommuner får en økonomisk øretæve når økonomien glider baglæns. For storbykommunerne er det lige omvendt.

Men effekterne er lidt mere komplekse, fordi kommunerne er påvirket af to store effekter.

Den ene er, at en kommune har overskud, hvis dens ledighed er lavere en landsgennemsnittet og underskud hvis ledigheden er højere end landsgennemsnittet.

Den anden er, at det over- eller underskud målt i kroner bliver større des større de samlede udgifter er til ledige i hele landet.

Derfor kan en kommune med en meget lav arbejdsløshed opleve, at den under en lavkonjunktur samlet vinder, selvom dens andel af det samlede antal ledige i Danmark stiger svagt. Årsagen vil være, at gevinsten ved at have en lavere ledighed end landsgennemsnittet vokser på grund af, at statens tilskud til kommunernes udgifter til ledige stiger.

Modsat kan en kommune med en meget høj arbejdsløshed opleve, at selvom kommunens andel af den samlede arbejdsløshed falder svagt, så vil det blive opvejet af, at tabet ved at have en højere ledighed end gennemsnittet stiger, når de samlede udgifter til ledige vokser.