
Svingdøren på rådhuset i Hedensted Kommune er blevet flittigt brugt af topchefer det seneste års tid. - Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix(Arkiv)
Forsker kalder stor udskiftning af topchefer for usædvanlig
12 ud af 30 chefer og direktører i Hedensted Kommune er udskiftet indenfor det seneste års tid. Tallet er overraskende stort, vurderer kommunalforsker.
Udgivet: 11/11/2022
I slutningen af oktober blev kommunaldirektør Steinar Eggen Kristensen i Hedensted Kommune fritaget fra tjeneste, og nu er jagten gået ind på at finde en afløser.
Men afskedigelsen af kommunaldirektøren er langt fra den eneste på ledelsesgangen i Hedensted, skriver Horsens Folkeblad. Faktisk er Steinar Eggen Kristensen den 12. i rækken af topchefer, der har stoppet ansættelsen på rådhuset.
Det gælder blandt andre også direktøren for plan og udvikling, økonomidirektøren, direktøren for social omsorg og lederen af borgmestersekretariatet. Og rækken kan tilføjes syv af cheferne for underafdelinger - hvoraf størstedelen stoppet i indeværende kalenderår.
Kommunalforsker Roger Buch mener, at udskiftningen på ledelsesgangen overstiger den gængse grænse for, hvor stor personaleomsætningen bør være.
"Det skal helst ikke være meget højere end 10-20 procent, så det lyder af usædvanligt mange. Det gælder om at finde en balance, så udskiftningen ikke går ud over effektiviteten - og der kan jeg godt blive bekymret på Hedensted Kommunes vegne for, om det er for stor en åreladning på for kort tid," siger Roger Buch til Horsens Folkeblad.
Det er dog de færreste af de 12 topchefer, der er blevet fyret. De fleste har fundet et andet job eller er gået på pension.
Og det hæfter borgmester Ole Vind (V) sig ved, selvom han anerkender, at antallet umiddelbart godt kan virke stort.
"Livet er bare sådan indrettet, at nogle går på pension. Og så må vi erkende, at vi er en kommune, der medvirker til folks karriereudvikling og selvfølgelig har forståelse for, at nye muligheder opstår," siger Ole Vind til Horsens Folkeblad.
Hedensted Kommune er placeret i smørhullet mellem de større kommuner Horsens og Fredericia, mens også Aarhus og Silkeborg kommuner er inden for overkommelig afstand,
Sidst opdateret: 10/11/2022 - 21:30
Emner: Arbejdsmiljø, Hedensted Kommune







































