Yderområder rammes ekstra hårdt af større udgifter til sygedagpenge

Vest- og Sydsjælland samt Vest- og Nordjylland rammes særligt hårdt af stigende sygedagpenge. Den stigende tendens dækkes ikke nødvendigvis af hverken økonomiaftale eller budgetgaranti.

Udgivet: 09/11/2022

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Der er stor forskel på, hvor hårdt kommunerne rammes af ekstra udgifter til sygedagpenge. Kommuner som Hjørring, Vesthimmerlands, Assens og Guldborgsund ser ud fra de tilgængelige data ud til at få en dobbelt så stor ekstraregning pr. borger for sygedagpenge, end kommuner som Hørsholm og Rudersdal.

Det viser nye beregninger foretaget af NB-Økonomi på baggrund af tal fra Finansministeriet og STAR (Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering).

Kommunernes midtvejsregulering for udgiften til sygedagpenge i 2022 tager afsæt i Finansministeriets økonomiske redegørelse fra maj 2022. Her havde man givet et skøn på sygedagpengeudgifterne som lå på 13,1 mia. kr. I augustredegørelsen var det tal steget til 13,4 mia. kr.

NB-Økonomis estimater tyder på, at det tal kan blive endnu større. Ifølge tal fra STAR har der nemlig været forsørgelsesudgifter til sygedagpenge på knap 11 mia. kr. til og med august. Tager man udgifterne fra august og fastholder det niveau resten af året, så lander den samlede regning på 14,9 mia. kr. Forskellen på majskønnet og indikationen ud fra de seneste tal fra STAR bliver dermed 1,8 mia. kr.

Det tal kan i øvrigt blive endnu større, da vintermånederne plejer at ligge højere end sommermånederne.

Staten refunderer imidlertid mellem 20 og 80 procent af kommunernes udgifter til sygedagpenge afhængig af, hvor længe en borger har været syg. Dermed vil kommunerne kun blive ramt af omkring halvdelen af et fejlskøn på 1,8 milliarder kroner.

Det præcise beløb for den enkelte kommune og kommunerne samlet vil afhænge af den gennemsnitlige refusionsprocent.

Men uanset om den samlede regning bliver 800 millioner eller en milliard, så rammer det kommunerne hårdt, fordi sygedagpengene ikke er en del af budgetgarantien bortset fra en mindre andel til aktivering.

Langt det største beløb, som handler om ydelser bliver dermed ikke dækket af budgetgarantien.

Denne ekstraregning kommer oven i, at energipriserne og inflationen er stukket af, hvilket har sendt en estimeret ekstraregning på 1,4 mia. kr. ud til kommunerne.

Kommunerne rammes forskelligt

Der er stor forskel på, hvor meget kommunerne er ramt af stigningen i antallet af sygedagpengemodtagere. Hjørring Kommune kan ud fra vores beregninger se hen imod en ekstraregning før statsrefusion på 28,2 mio. kr. for 2022. Det svarer til 442 kr. pr. indbygger. I Assens Kommune kan det beløb blive 18 mio. kr., hvilket svarer til en merudgift på knap 440 kr. pr. indbygger før statsrefusionen på mellem 20 og 80 procent.

I en del kommuner vil ekstraudgiften til sygedagpenge ikke ramme bundlinjen, fordi kommunen har faldende udgifter til andre overførselsudgifter.

Derudover er kommunerne ikke nødvendigvis nået frem til NB-Økonomis beregninger, da de har adgang til de præcis data for, hvem der er på sygedagpenge, og hvem der forventes at forlade området de kommende måneder.

I den modsatte retning skal det bemærkes, at NB-Økonomi har estimeret, at august-niveauet for sygedagpenge bliver holdt resten af året. Det er næppe sandsynligt, da vinterhalvåret typisk vil ligge højere end sommerhalvåret. Dermed kan beløbet på de 14,9 mia. kr. blive højere, når det bliver opgjort med de faktiske tal i slutningen af året.

FAKTA: Sådan har vi gjort

Der er trukket forsørgelsesudgifter for sygedagpenge fra STAR til og med august. Augusttallene er blevet forlænget til og med december, således at tallet fra august antages at være det samme i september, oktober, november og december. Det giver omkring 14,9 mia. kr. for alle kommunerne. Samme øvelse er lavet for hver kommune.

Hver kommune har dermed en andel af de 14,9 mia. kr.. Den andel er ganget på de 13,1 mia. kr., som Finansministeriet har af skøn på sygedagpenge i den økonomiske redegørelse for maj 2022. Andelen af de 13,1 mia. kr. fratrækkes andelen af de 14,9 mia. kr., hvorefter man har den estimerede stigning af sygedagpenge i kommunerne for resten af året.

Der er ikke taget højde for sæsonudsving, faktiske estimater i kommunerne eller lignende.

Sidst opdateret: 09/11/2022 - 06:55

Temaer: Kommuneøkonomi, Sygedagpenge

Emner: Sygedagpenge, Økonomi

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]