Medarbejderne i  hjemmeplejen i Furesø har fået større indflydelse. Der er formodentlig medvirkende til, at sygefraværet er halveret.

Medarbejderne i hjemmeplejen i Furesø har fået større indflydelse. Der er formodentlig medvirkende til, at sygefraværet er halveret. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix (Arkiv)

Her er sygefraværet halveret i hjemmeplejen

En større omorganisering af hjemme- og sygeplejen i Furesø Kommune viser tegn på mindre sygefravær blandt personalet, der har fået større indflydelse. Samtidig skal borgerne opleve større kontinuitet og sammenhæng i den hjælp, pleje og behandling, de modtager.

Udgivet: 07/11/2022

Jørn Sørensen

Journalist

Del artiklen:

I foråret blev politikerne i nordsjællandske Furesø Kommune enige om at omorganisere hjemme- og sygeplejen og ændre ledelsesstrukturen.

Den aktion er kommet rigtig godt i gang, lyder det nu her et halvt års tid inde i processen. En af ændringerne har været at inddele hjemmeplejen i seks mindre enheder - tidligere var det tre enheder. Det skal skabe nærværende, faglig ledelse med tæt dagligt samarbejde med sygeplejen omkring borgerne.

Samtidig skaber det mere medbestemmelse og højere arbejdsglæde blandt sosu-medarbejderne, og det er forventningen, at sygefraværet går ned. Det ses allerede inden, organisationsforandringen er fuldt gennemført. Der er sket et markant fald i sygefravær fra 8,6 procent til 4,6 procent i gennemsnit. Det skriver kommunen i en meddelelse,

Læs også:
Sygefravær stiger eksplosivt: To grupper skiller sig ud

Men det stopper ikke her. I løbet af det kommende år vil hver enhed blive delt yderligere op i mindre borgerteams, hvor sosu-medarbejdere vil blive mere medstyrende og f.eks. selv planlægge deres besøg og indholdet af besøgene hos borgerne. Sygeplejersker, terapeuter og visitatorer tilknyttes de enkelte teams i et tværfagligt samarbejde. På den måde er det hensigten, at alle fagpersoner, der er involveret i borgerens liv, arbejde tæt sammen, skriver kommunen.

Borgerne vil med organisationsforandringen også opleve at få endnu mere indflydelse på den hjælp og pleje, de har brug for. I stedet for at skulle igennem skriftlige ansøgninger og unødigt bureaukrati, er samarbejdet med og om borgerens ønsker og behov grundlaget for den hjælp, der visiteres til. Det giver mere fleksibilitet i det daglige samarbejde mellem social- og sundhedsassistenter og -hjælpere og borgere samt deres pårørende og hjælpen afstemmes hurtigere.

”Vi er optaget af at skabe forandringer, der kommer borgerne til gode. Vi glæder os også over, at beslutningen om at investere i en mere nær ledelse og selvstyrende teams har ført til lavere sygefravær blandt medarbejderne," siger formand Lars Carstensen (K) og næstformand Lene Bang (S) for Ældre og Sundhed i meddelelsen.

Områdeleder for Furesø Hjemme- og Sygepleje Anne Regitze Lind-Holm bekræfter, at de mindre enheder og ekstra tværfaglige samarbejde netop vil give borgere mere kontinuitet og medindflydelse.

”Social- og sundhedsassistenter og -hjælpere, sygeplejersker, terapeuter og visitatorer vil samarbejde med borgeren, så borgeren vil opleve mere kontinuitet, faglighed og sammenhæng."

"Der skal udvikles et enkelt og hurtigere samarbejde om kontinuerlig revurdering, justering og afgørelse af de visiterede indsatser, hvor borgerens ønsker og behov imødekommes og efterleves mere fleksibelt end i dag," fortæller Anne Regitze Lind-Holm, områdeleder for Furesø Hjemme- og Sygepleje.

Læs også:
Nogle kommuner har succes med at nedbringe sygefravær

Sidst opdateret: 07/11/2022 - 11:12

Emner: Ældrepleje, Furesø Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]