
Langeland Kommune har brudt “en række bestemmelser i offentlighedsloven, forvaltningsloven, retssikkerhedsloven og serviceloven” i flere tvangsfjernelsessager, mener Ankestyrelsen. - Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Lovbrud på lovbrud: Kommune skal genåbne alle sager om tvangsanbragte børn
Ankestyrelsen har i et brev til Langelands kommunalbestyrelse bedt om at få alle ulovlige tvangsfjernelsessager genåbnet.
Udgivet: 04/11/2022
Langeland Kommune har brudt “en række bestemmelser i offentlighedsloven, forvaltningsloven, retssikkerhedsloven og serviceloven” i flere tvangsfjernelsessager. Og nu skal alle sagerne - både igangværende og afsluttede - genåbnes. Sådan lyder kravet fra Ankestyrelsen til kommunalbestyrelsen på Langeland i et brev, som 24syv har indsigt i.
Kravet kommer, efter at 24syv det seneste halve år har afdækket massive lovbrud og fejl i en lang række af kommunens tvangsfjernelsessager.
En af dem er Sandie Hansens sag. Hendes tvillingedrenge blev tvangsfjernet i 2021. Her havde Familieafdelingens sagsbehandlere blandt andet opdigtet flere psykiatriske diagnoser og rettet ulovligt i hendes journal.
Hun håber nu, at borgmester Tonni Hansen (SF), der indtil videre har nægtet lovbrud i sagerne, vil tage ansvar for kommunens ageren i sagerne.
Jeg håber, at kommunen nu indser alvorligheden af de sagsbehandlingsfejl og lovbrud, som de har budt os familier og vores børn. Især fordi SF og Socialdemokratiet har bagatelliseret det igennem hele forløbet, siger hun til 24syv.
Også selvstændig socialrådgiver Mie Zeilau, der i sin tid blev ansat af Langeland Kommune selv til at bistå i Sandie Hansens sag, er meget tilfreds med Ankestyrelsens sønderlemmende kritik af - og nu krav til - Langeland Kommune.
Det er en anerkendelse for de forældre, der hver eneste dag må leve med et enormt afsavn til deres børn. Allervigtigst er det jo for børnene, for det er dem, der er de helt store tabere i den her forfærdelige situation, siger Mie Zeilau til 24syv.
Hvor mange sager, der skal genåbnes, er endnu uvist. Men i løbet af 24syvs afdækning har flere kommunalbestyrelsesmedlemmer fra blandt andet Venstre og Radikale Venstre foreslået at mindst 60 børnesager i kommunen skal genåbnes.
24syv har uden held forsøgt at indhente en kommentar fra kommunalbestyrelsen og borgmester Tonni Hansen (SF).
Sidst opdateret: 04/11/2022 - 08:00
Emner: Langeland Kommune







































