
I to omgange har Aalborg Kommune betalt for velkomstreceptioner for 3F ved kongresser i Aalborg Kongres- og Kulturcenter i 2016 og 2019. - Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix (Arkivet)
Kommune frikender sig selv i sag om 3F-receptioner
En intern undersøgelse i Aalborg Kommune viser, at der ikke er sket noget fordækt i forbindelse med kommunens betaling for to 3F-receptioner i 2016 og 2019.
Udgivet: 04/11/2022
Der er ikke noget at komme efter. Sådan lyder det fra Aalborg Kommune i et svar til Ankestyrelsen.
I oktober bad Ankestyrelsen Aalborg Kommune om en redegørelse i forbindelse med en mulig overtrædelse af kommunalfuldmagtsreglerne, da Aalborg Kommune betalte for velkomstreceptioner for fagforbundet 3F i forbindelse med dets kongresser i Aalborg.
Det skriver Nordjyske, der via aktindsigter har kortlagt sagen den seneste tid.
Nu er den interne undersøgelse klar, og her står der blandt andet, "at Det er Aalborg Kommunes vurdering, at Aalborg Kommune med hjemmel i kommunalfuldmagten kunne afholde de receptioner med henblik på at fremme turisme og events, herunder kongresser i Aalborg."
Sagen handler om, at kommunen over to omgange i henholdsvis 2016 og 2019 har betalt for velkomstreceptioner for i alt lidt over en halv million kroner.
Det er eventchef Søren Thorst og vicekommunaldirektør Jørgen Litske, der er gået uden om kommunens egne retningslinjer om, at der maksimalt må bruges 175 kroner pr. deltager. Ved 3F-arrangementerne viser kommunens udregning, at der er brugt 1.033,72 kroner pr. deltager.
Kommunen mener dog ikke, det er et problem: "Der var proportionalitet i investeringen i receptionerne set i forhold til kommunens udbytte, hvorfor det vurderes, at der var tale om økonomisk forsvarlig forvaltning," står der i redegørelsen.
Redegørelsen bliver præsenteret og diskuteret på et møde i Økonomiudvalget mandag 7. november, skriver Nordjyske.
.
Sidst opdateret: 04/11/2022 - 10:16
Emner: Aalborg Kommune








































