
Nu kan civilsamfundet få hjælp fra to puljer. På billedet ses socialborgmester Karina Vestergård Madsen (Ø). - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix (Arkiv)
De stigende priser får kommune til at lave to puljer til udsatte
Københavns Kommune forsøger at hjælpe organisationer for hjemløse og socialt udsatte. Organisationerne er truet på økonomien på grund af inflationen og store energiregninger. Socialudvalget har oprettet to nye særpuljer, som civilorganisationer kan søge.
Udgivet: 04/11/2022
Fødevarer og elpriserne presser økonomien hos civilsamfundet, hvilket kan ramme både socialt udsatte og hjemløse. Derfor har Københavns Kommunes socialudvalg besluttet at lave to puljer, der skal hjælpe civilsamfundet.
”Med de her penge kan vi sikre, at flere kan komme indenfor og sove i de kolde vintermåneder, og vi kan holde hånden under de julearrangementer, som betyder meget for udsatte københavnere," siger socialborgmester Karina Vestergård Madsen (EL), i en pressemeddelelse og fortsætter:
"De stigende priser presser rigtig mange af os, men vi har en gruppe udsatte, som mærker konsekvenserne af krisen særligt hårdt. Jeg håber, at mange civilorganisationer vil søge de nye puljer."
Særpuljen til nødovernatningspladser er på 1,3 millioner kroner, mens særpuljen til støtte til julearrangementer er på 400.000 kroner.
Socialudvalget har kontaktet de frivillige organisationer, der tidligere har søgt om midler til formålet og gjort dem opmærksomme på puljerne.
Sidst opdateret: 04/11/2022 - 10:43
Emner: Udsatte, Københavns Kommune, Hjemløse








































