
Aarhus Kommune vil ansætte unge til at servicere hos kommunens ældre på grund af besparelser i ældreplejen. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Storkommune ansætter unge til at hjælpe i ældreplejen
100 unge mennesker skal hjælpe med at bevare servicen hos de ældre i Aarhus. Kommunen vil ansætte 100 unge mellem 16 og 18 år i ungejob.
Udgivet: 31/10/2022
Rådmand for sundhed og omsorg Christian Budde (V) erkender nu, at de besparelser, som der er lagt op til i Aarhus Kommunes sparekatalog, vil kunne mærkes.
Som TV2 Østjylland kunne i sidste uge fortælle, er der blandt andet lagt op til at spare den klippekortordning, som giver ældre mulighed for en halv times hjælp om ugen, væk.
- Jeg kommer ikke udenom, at vi også peger på nogle ting, som borgerne vil kunne mærke, og som jo er en serviceforringelse, siger Christian Budde til TV2 Østjylland.
Derfor er Aarhus Kommune også i gang med at ansætte 100 16-18-årige unge i ungejob, som eksempelvis kan være aktivitetsvenner, måltidsværter eller gåtursvenner med de ældre på plejehjemmene.
- Så vi gør rigtig mange ting ved siden af. Men det er ikke nogen hemmelighed, at det vil kunne mærkes, og det er jeg selvfølgelig ked af. Men det er desværre den situation, vi står i.
Og rådmanden har også bidt mærke i, at netop klippekortet er noget af det, som har fanget offentlighedens opmærksomhed.
- Så lad mig understrege, at halvdelen af de penge, der er tilbage fra klippekortene, fastholder vi ude på plejehjemmene, så man lokalt kan arbejde med dem og lave meningsfulde aktiviteter, mad, spil og motion, siger rådmanden.
Budde understreger, at alle bekymringer tages alvorligt, og hvor vigtig den høringsperiode, der netop kører frem til 24. november, og hvor borgere kan komme med input til sparekataloget, er.
- Vi er ydmyge nok til at lytte. Så det er også en opfordring til at komme på banen og gøre os klogere, siger Christian Budde.
Men at der skal spares, kommer man ikke udenom.
Det vakte bekymring hos Ældre Sagen, der torsdag udtrykte bekymring for, at plejehjem bliver til fabrikker.
- Man bor der den sidste del af sit liv, og her skal man stadig kunne leve. For eksempel sådan noget som at komme udenfor en dør. Det er netop det, det kan bruges til, mærke vinden i håret og se, at der er et liv udenfor, og det er det, man berøver folk for, sagde chefkonsulent Per Tostenæs i sidste uge til TV2 Østjylland.
Den bekymring mener rådmanden dog ikke, at man skal have.
- Jeg er ked af, at vi står over for en sparerunde, men jeg er sikker på, at vi nok skal komme igennem det. Og så er det også et ældreområde med høj kvalitet på den anden side. Så den bekymring skal man ikke have. Men jeg kan godt forstå, der er panderynker derude, slutter rådmanden.
Aarhus Kommune fremlagde i torsdags et sparekatalog, hvor der i alt skal spares 230 millioner kroner om året. På kommunens høringsportal kan alle komme med høringssvar.
Herefter skal parterne bag budgetforliget - hvilket er langt størstedelen af byrådets medlemmer - mødes den 30. november og igen 5. december for at se på høringssvarene og bestemme, om der skal tilpasses.
Sidst opdateret: 31/10/2022 - 09:15
Emner: Ældrepleje, Aarhus Kommune








































