
Det går tilbage for kommunerne med at sørge for, at eleverne i skolerne har kompetente lærere i timerne. - Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix (arkiv)
Færre timer med uddannede lærere i folkeskolen
Der er blevet færre timer i folkeskolen, hvor læreren er uddannet eller vurderet faglig kompetent til at undervise i det pågældende fag. I flere år gik det ellers fremad med at få linjefags-uddannede til at stå for undervisningen.
Udgivet: 25/10/2022
Det går ikke så godt for kommunerne med at få fagligt stærke lærere til at stå for undervisningen i skolerne. Faktisk er der sket et fald i antallet af timer, hvor det er en linjefags-uddannet - eller vurderet faglig kompetent - lærer, der står for undervisningen. Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik.
I alle år fra 2013 til 2019 skete en stigning i andelen af timer i folkeskolen afholdt af lærere med det underviste fag som linjefag (formel kompetence) eller af lærere med kompetence vurderet tilsvarende af skolelederen (vurderet kompetence). I 2021 skete der imidlertid et fald sammenlignet med 2019, skriver Danmarks Statistik.
2021 er første gang et fald er observeret i alle de år, hvor tallene har været tilgængelige. Faldet var størst for natur/teknologi samt håndværk og design, hvor andelen faldt med henholdsvis 5,3 og 4,6 procentpoint fra 2019 til 2021.
Det er dog ikke i alle fag, at andelen faldt, idet andelen af idrætstimer med lærere med formel eller vurderet kompetence steg med 1,4 procentpoint i 2021 sammenlignet med 2019.
(Artiklen fortsætter efter grafikken)

Kommunale forskelle i fransk og natur/teknologi
Der findes kun mindre geografiske forskelle, når den samlede andel af timer med formel eller vurderet kompetence sammenlignes på tværs af kommunegrupper i 2021. For alle fag var andelen af timer i de fem kommunegrupper mellem 82,8 procent (landkommuner) og 84,6 procent (provinsbykommuner).
Der kan dog observeres forskelle blandt de enkelte fag i 2021. Den største forskel fremgår blandt fransktimerne, hvor 97,4 procent af timerne i landkommuner foregik med lærere med formel eller vurderet kompetence, mens andelen var 83,3 procent blandt provinskommuner.
Også i natur/teknologi fremgår en nævneværdig forskel, idet andelen var 69,5 procent i landkommuner og 59,2 procent i hovedstadskommuner.
Sidst opdateret: 25/10/2022 - 09:31
Emner: Skole, Uddannelse, Danskundervisning












































