Ekspert advarer om, at de lavere temperaturer på eksempelvis folkeskoler kan medføre skimmelsvamp i bygninger, der er dårligt ventileret.

Ekspert advarer om, at de lavere temperaturer på eksempelvis folkeskoler kan medføre skimmelsvamp i bygninger, der er dårligt ventileret. - Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix (Arkiv)

Eksperter: Sænkelse af temperatur kan føre til skimmelsvamp i skolerne

Det kan være sundhedsfarligt for de danske skolebørn, hvis skolerne følger myndighedernes råd og sænker temperaturen til 19 grader,

Udgivet: 24/10/2022

Del artiklen:

Når myndighederne anbefaler offentlige og private virksomheder at sænke temperaturen indenfor til 19 grader, så er det ikke helt uden risici og konsekvenser.

Og nu advarer eksperter i indeklima om, at landets skoler kan risikere at få problemer med fugt og skimmelsvamp, hvis de følger myndighedernes anbefalinger, skriver Fagbladet 3F.

- Hvis man sænker temperaturen til 19 grader, så kan man risikere, at der dannes kondens på de kolde overflader, hvilket kan føre til skimmelsvamp, siger Bjarne W. Olesen, der er leder af DTU’s Internationale Center for Indeklima og Energi, og som har været med til at udforme de nuværende internationale standarder for indetemperaturer.

Og det kan særligt være ude i skolerne, at de her problemer kan opstå, lyder det fra Bjarne W. Olesen,.

- Vi har en masse gamle skoler, der er dårligt ventileret og med meget uens fordeling af varme i klasselokalererne, som kan skabe kolde hjørner, hvor der så kan dannes kondens, lyder advarslen fra den ledende ekspert.

Og denne udlægning erklærer Barbara Kolarik sig enig i. Hun har en ph.d. i indeklima og arbejder som rådgiver hos Dansk Miljø Analyse.

- Der er en risiko for, at der kan komme skimmelsvamp i dårligt isolerede bygninger, siger hun.

Hun forklarer, at dårlig isolering og en lav indetemperatur særligt kan føre til problemer med kondens, hvis det kombineres med en høj produktion af fugt.

- Når der er rigtig mange mennesker til stede i det samme lokale, så er der en høj produktion af fugt, siger Barbara Kolarik og fortsætter:

- Det kan for eksempel være et klasselokale med en masse børn.

De to eksperters advarsler vækker bekymring hos Thomas Andreasen, der er formand for arbejdsmiljø- og organisationsudvalget hos Danmarks Lærerforening.

- Jeg var alvorligt bekymret for indeklimaet inden temperatursænkningen, og nu bliver der lagt mere oveni, siger Thomas Andreasen.

Han fortæller, at deres medlemmer allerede bakser med problemer som CO2, støj og dårlig udluftning, og nu kan de måske også se frem til skimmelsvamp i lokalerne.

Og det kan ifølge Bjarne W. Olesen have konsekvenser for lærernes og børnenes helbred.

- Det kan være sundhedsfarligt, og man kan også risikere at udvikle allergier, siger Bjarne W. Olesen, der forklarer, at problemer med kondens kan opstå i løbet af et par uger, hvis lokalerne er dårligt ventileret og isoleret.

Marie Holt Hermansen, der er formand for Danske Skolelever, forklarer i et skriftligt svar, at eleverne gerne vil bidrage i den vanskelige tid, men at indeklimaet skal tages med i overvejelserne.

- Vi mener, at man skal gøre sig meget bevidst om, hvor stor en gevinst der egentlig opnås ved sænkelse af temperaturen, skriver hun.

Fagbladet 3F har spurgt Kommunernes Landsforening (KL), til problematikken. De henviser til, at den enkelte institution selv skal vurdere, om der er lokale eller juridiske forhold, der gør, at der kan foretages undtagelser.

Sidst opdateret: 24/10/2022 - 09:12

Emner: Skole

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]