Fakta: Så få nye borgere modtager handicapydelser i kommunerne
Siden 2018 har der været en lille stigning i antallet af borgere, der modtager handicapydelser. Det skal ses i lyset af kommunernes kamp for at få pengene til at række på området. Se udviklingen i din kommune her.
Udgivet: 11/10/2022
Siden 2018 har der været en moderat stigning i antallet af borgere, der modtager handicapydelser. Fra 4. kvartal 2018 til 4. kvartal 2021 er der ifølge Danmarks Statistik sket en stigning på to procent. Det betyder, at 76.100 borgere nu modtager handicapydelser. Det skriver NB-Social.
Det tyder altså ikke på, at det er på grund af en voldsom stigning i antallet af borgere, at kommunernes budgetter på det specialiserede socialområde ikke holder.
Bemærk: Der er nogle borgere, der er talt med flere gange. Det skyldes, at den eneste måde, man kan beregne antallet af modtagere af handicapydelser på nuværende tidspunkt, er ved at summere modtagerne af de relevante paragraffer. Det betyder, at de borgere, der modtager ydelser ud fra forskellige paragraffer, tælles med flere gange.
Et andet forbehold er, at hvis en borger flytter til en anden kommune, vil borgeren kunne blive registreret i begge kommune. Danmarks Statistik vurderer dog ikke, at der er tale om mange borgere i den forbindelse.
(Artiklen fortsætter under kortet)
I 2021 modtog næsten 46.000 personer socialpædagogisk støtte i eget hjem. Det svarer til 37 procent af det samlede antal modtagne ydelser.
(Artiklen fortsætter under figuren)

Ser man nærmere på, hvem der modtager socialpædagogisk støtte i eget hjem, er det primært borgere under 40. Borgere mellem 18 og 40 år udgjorde nemlig 50 procent af modtagerne.

Dokumentation
De er følgende paragraffer, Danmarks Statistik har taget udgangspunkt i:
Aktivitets- og samværstilbud (§ 104 i Serviceloven)
Behandling ( § 102 i Serviceloven)
Beskyttet beskæftigelse (§ 103 i Serviceloven)
Kontant tilskud efter § 95 til ansættelse af hjælpere (§§ 83, 84) (§ 95 i Serviceloven)
Længerevarende botilbud inkl. tilknyttede ydelser fx §§ 83, 85 (§ 108 i Serviceloven)
Midlertidige botilbud inkl. tilknyttede ydelser fx §§ 83, 85 (§ 107 i Serviceloven)
Borgerstyret personlig assistance - BPA (§ 96 i Serviceloven)
Kontaktperson for døvblinde (§ 98 i Serviceloven)
Ledsageordning (§ 97 i Serviceloven)
Gruppebaseret socialpædagogisk hjælp og støtte (2020K3-)
Individuel tidsbegrænset socialpædagogisk hjælp og støtte (2020K3-)
Socialpædagogisk støtte i botilbudslignende tilbud, fx botilbud efter ABL § 105/115 (§ 85 i Serviceloven)
Øvrig socialpædagogisk støtte, fx borgernes private hjem (§ 85 i Serviceloven)
Sidst opdateret: 10/10/2022 - 20:44
Temaer: Det specialiserede socialområde









































