
Museet i Odense har skiftet navn fra Odense Bys Museer til Museum Odense, fordi navnet er mere enkelt og internationalt forståeligt. - Foto: Museum Odense
Museum skifter navn: Skal favne hele kommunen
I Odense har det lokale museum fået et nyt - og mere mundret - navn. Museet ser en fordel i at have et navn, der kan forstås på flere sprog end blot dansk.
Udgivet: 04/10/2022
Overgade 48 i Odense har været pakket ind i stillads i en uge. Men i fredags blev plastikket pillet ned af og en ny facade og navn til byens museum blev præsenteret. Odense Bys Museer hed det før, nu hedder det Museum Odense, skriver Fyens Stiftstidende.
Ændringen i navnet er der ifølge museumsdirektør Henrik Harnow flere grunde til. En af dem er, at der ikke længere er brug for en engelsk oversættelse. Museum Odense kan, fortæller museumsdirektøren til Fyens Stiftstidende, forstås direkte på de fleste sprog.
Dertil fortæller museumsinspektøren:
"Og så stammede navnet Odense Bys Museer fra helt tilbage før kommunalreformen i 1970, udbygger museumsdirektøren. Dengang blev en række selvstændige forstadskommuner indlemmet i Odense, og ved at fjerne Bys fra navnet, viser man mere tydeligt, at man er hele Odense Kommunes museum," siger han til Fyens Stiftstidende.
Det nye navn, Museum Odense, er stadig betegnelsen for den organisatoriske overbygning af H.C. Andersens Hus, Den Fynske Landsby og Møntergården med flere, og i første omgang var det ud over facaden i Overgade bilparken på knap 20 køretøjer samt et par skilte, der blev ændret, og et par dage senere skiftede hjemmesiden også navn til museumodense.dk.
Henrik Harnow understreger, at der er tænkt over, hvordan man udskifter eksempelvis arbejdstøj, som også skal have det nye logo.
"Men vi bruger ikke en masse penge på det, for det ville være et forkert signal at sende i tider, hvor vi skal spare, siger Henrik Harnow, der peger på, at for eksempel medarbejdernes arbejdstøj, hvorpå der står Odense Bys Museer, først vil blive udskiftet, når det er slidt op og skulle skiftes under alle omstændigheder," siger Henrik Harnow til Fyens Stiftstidende.
Sidst opdateret: 04/10/2022 - 08:35
Emner: Odense Kommune







































