
"Vi blev latterliggjort" siger borgmester Kasper Ejsing Olesen fra Kerteminde om de kommuner, som år efter år har sparet for at undgå skattestigninger, som kunne udløse sanktioner. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Krise i budgetproces: Kommuner risikerer at udløse sanktioner for 425 mio. kr.
Et borgmestermøde torsdag i sidste uge endte i krise, efter en række kommuner stod fast på skattestigninger. Stigningerne kan udløse en samlet sanktion på 425 mio. kr. til smertelig fordeling mellem alle kommuner.
Udgivet: 30/09/2022
Budgetsamarbejdet mellem landets 98 kommuner blev torsdag kastet ud i en alvorlig krise, efter en række kommuner fastholdt planlagte skattestigninger, på trods af at de dermed står til at udløse en samlet årlig sanktion på 425 millioner kroner, som på sigt fordeles ligeligt mellem alle kommuner.
Blandt de deltagere i gårsdagens borgmestermøde, NB-Økonomi har talt med, er der en vis uenighed om, hvor alvorlig krisen er for det kommunale budgetsamarbejde. Mens nogle især borgmestre fra yderkommunerne taler om den værste krise nogensinde, så hæfter andre sig ved, at det både lykkedes at holde service- og anlægsrammen.
"På service og anlæg har vi nærmest lavet er mirakel," siger KL-formand Martin Damm, som minder om, at mange kommentatorer anså det som næsten en meget svær opgave for kommunerne at blive enige om fordelingen af de to rammer.
"Det kan kommunerne tage stor kredit for. Men borgmestermødet endte så nærmest som et omvendt eventyr, fordi der så opstod et problem med skatten."
KL-formandskab og embedsmænd har nu to veje at gå, oplyser Martin Damm. Dels vil man forsøge at få de kommuner, som sætter skatten op til genoverveje, om de skal bruge så stor en skatteforhøjelse, dels vil man opfordre de kommuner, der kunne sætte skatten ned, uden at det vil påvirke service og anlæg til at tage eksempelvis 0,1 procent af udskrivningsprocenten i solidaritet med kommunefællesskabet.
"Vi forsøger begge spor nu og i de kommende dage. Vi får ikke problemet til at gå væk, men vi kan reducere det. Hver en krone tæller her," siger Martin Damm.
En af de kommuner, som nu vil genoverveje skattestigningen er Hedensted Kommune, der har et af landets lavere serviceniveauer.
"Vi har fået bevilget en skattestigning på 0,1, men havde søgt om 0,4 procent. Man sætter jo ikke skatten op for sjov, men jeg vil gå hjem og anbefale mit byråd, at vi holder os på de 0,1," siger Hedensteds borgmester Ole Vind (V) NB-Økonomi.
Mest konfliktfyldt stemning - men ikke nødvendigvis største krise
De kilder, NB-Økonomi har talt med, beskriver samstemmende stemningen på borgmestermødet i går som det mest konfliktfyldte i mange år. Men flere kilder peger også på, at det ikke betyder, at krisen i den faseopdelte budgetproces er værre end sidste år, hvor budgetsamarbejdet var tættere på et sammenbrud end nogensinde før.
"I år er er det da kun på et af parametrene, vi ikke er i mål på det her tidspunkt - sidste år var det på tre. Til gengæld er den vidtgående, fordi alle reelt bliver ramt, hvis vi ikke kommer i mål. Den kollektive straf, der eventuelt bliver delt ud her kommer til at ramme alle, og derfor er det lidt af en bombe under systemet, hvis vi ikke evner at forhandle det på plads indenfor de rammer vi har aftalt," siger borgmester Ib Lauritsen (V) fra Ikast-Brande Kommune.
En overskridelse på 425 millioner kroner af skatterammen vil gradvist pålægge alle kommuner en forholdsmæssig andel af den samlede statslige sanktion på samme beløb, og sanktionen vil ramme hvert eneste år i al fremtid.
Borgmester: "Vi blev decideret latterliggjort"
Ifølge flere kilder blev en stribe borgmestre deciderede ophidsede, da en borgmester forsvarede sin skattestigninger med, at det ikke måtte ende med et ræs mod bunden i den kommunale service, fordi borgmestrene konkurrerede om at spare mest.
"Vi blev decideret latterliggjort, os som over år har har været nødsaget til at spare og spare. Så sidder vi der og ser kommuner med langt bedre serviceniveau, end vi har, der latterliggør os med, at nu lyder det som om, det er en kamp på, hvem der kan spare mest. Der er ikke nogen af os, der har lyst til at spare, men vi gør det i solidaritetens navn," siger Kasper Ejsing Olesen (S) fra Kerteminde, som ikke vil sætte navn på borgmesteren.
Flere andre kilder oplyser dog, at både Michael Vindfeldt (S) fra Frederiksberg og Marie Stærke (S) fra Køge i forskellige former brugte det argument.
En borgmester fra en kommune, som har været igennem massive sparerunder, påpeger, at de spareforslag, som byrådet i Frederiksberg fravalgte og som dermed nødvendiggjorde skattestigningen, var det, som de hårdt pressede kommuner gennemførte for ti år siden.
Derfor udløste mødet ifølge flere kilder også en uenighed om den kommunale udligning, fordi det nu er en stribe hovedstadskommuner med et højere serviceniveau end landsgennemsnittet, som i de kommende år tvinger en række yderkommuner til at spare, fordi de skal bruge en del af deres finansiering til at betale skattesanktion.
"Når jeg hører borgmestre og argumentere for, at deres skattestigninger er helt OK, fordi de stadig ligger under landsgennemsnittet, så syntes jeg simpelthen, det er langt væk. Der står ikke nogen om skattesatser i udligningsreformen, bortset fra den maksimale sats på 26,30."
"Det er jo netop servicen, som skal være nogenlunde ens i kommuner landet over. Hvor vi andre for år tilbage var tvunget til at spare og spare og spare for ikke at hæve skatten og dermed udløse sanktioner, så ser vi kommuner i dag, som siger: Vi ligger under landsgennemsnittet så vi vil egentligt gerne fastholde et serviceniveau, som er højere, end det man har i andre kommuner. Det er simpelthen usolidarisk," siger Kasper Ejsing Olesen.
NB-Økonomi har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Michael Vindfeldt og Marie Stærke, men det har ikke været muligt på den korte tidsfrist.
Sidst opdateret: 02/10/2022 - 22:39












































