Partierne er for langt fra hinanden og forhandlingerne går for langsomt.

Partierne er for langt fra hinanden og forhandlingerne går for langsomt. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix (Arkiv)

Analyse: Ingen handicapaftale inden valget

På nuværende tidspunkt er det fuldstændigt urealistisk, at partierne skulle nå at lande en aftale på handicapområdet.

Udgivet: 23/09/2022

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Tidsfristen nærmer sig. Det kan ikke længere lade sig gøre at lande en aftale på handicapområdet inden det kommende valg til Folketinget, selvom forhandlingerne officielt stadig pågår.

Partierne er så langt fra hinanden, og tempoet går så langsomt, at det er fuldstændig urealistisk, at de skulle nå til enighed inden Folketingets åbning 4. oktober. Det skriver NB-Social.

Det betyder, at det så må være op til den næste socialminister at følge op på evalueringen af det specialiserede socialområde og lande en aftale.

Oprindeligt skulle der have været nye forhandlinger torsdag den 22. september, men de er blevet udskudt. Det betyder, at vi rykker endnu tættere på De Radikales deadline for en valgudskrivelse.

Og når man ser på, hvor langt partierne er kommet i forhandlingerne indtil nu, hvor nogle kilder sågar mener, der ikke engang er tale om reelle forhandlinger, er det fuldstændig urealistisk, at de skulle nå at kunne lande en aftale.

Problemet er det samme, som det hele tiden har været. Parterne står stejlt overfor hinanden.

På den ene side har du en minister, der mener, at der sagtens kan laves en aftale på handicapområdet - ordførerne skal jo bare nikke ja til regeringens udspil.

På den anden side har du ordførerne fra de røde partier, der insisterer på at se på visitationen og finansieringsmodellen. Det vil mange af de borgerlige partier for øvrigt også, men de er ikke længere med i forhandlingerne.

Det er ikke fordi, ordførerne er uenige med regeringen i, at der er behov for en specialeplanlægning. De mener bare ikke, at det er nok til at løse problemerne på handicapområdet.

Ministeren har rykket sig lidt for at imødekomme ordførerne. Blandt andet ved at være åben for at se på opgavefordelingen - altså om det stadig er kommunerne, der skal sidde med hele området - i 2028! Det er for lidt og alt for langsomt til ordførernes smag.

Læs også:
Kommuner beholder handicapområdet: Minister vil tidligst se på opgavefordeling i 2028

Det har fået flere ordførere til at spekulere over, om ministeren overhovedet er interesseret i en aftale på den her side af et folketingsvalg.

Så der er ikke andet at gøre end at vente på løsningerne efter valget - for de kommer ikke før.

Sidst opdateret: 23/09/2022 - 10:24

Temaer: Det specialiserede socialområde

Emner: Handicap, Det specialiserede socialområde

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]