
Borgmester Ulrik Wilbek kan se udfordringerne fra både regeringens- og KLs side. Men det er hårdt for kommunerne, når de både er underkompenseret på det specialiserede socialområde og nu på energiområdet, understreger han. - Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix (arkiv)
Regeringens afvisning af ekstra prisregulering udløser allerede nu kommunale besparelser
Kommunerne er gået i gang med at udskyde projekter og puljer i 2022. Nogle sætter en dæmper for ansættelser og laver ekstraordinære energibesparelser. Andre vil sprænge servicerammen for 2022.
Udgivet: 21/09/2022
Kommunerne er allerede gået i gang med besparelser i budgettet for 2022, så de har råd til vinterens energiregning.
Mange har gjort det, selvom KL (Kommunernes Landsforening) endnu ikke har fået et klart svar fra finansminister Nicolai Wammen om, hvor vidt regeringen vil kompensere for de stigende energiudgifter. Det skriver NB-Økonomi.
"Vi har været inde at se på, hvad vi kan gøre i forhold til 2022. Der har vi fulgt nogle af regeringens forslag med 19 grader i daginstitutioner. Derudover har vi lavet nogle spareforslag. Vi åbner for eksempel ikke vores skøjtebane i år. Vi har kun hver andet lys tændt om aftenen på gaden. Der ligger nogle energibesparelser i forhold til det," forklarer borgmesteren i Viborg Kommune Ulrik Wilbek (V).
Det er også en tilgang, man kan genkende fra Kerteminde Kommune. Men de har også været nødt til at stoppe projekter, der skulle have været igangsat hen over efteråret og vinteren.
"Vi har sagt til alle vores udvalg, at de må holde igen. Det kan være projekter, der skulle sættes i gang i efteråret, så sættes det ikke i gang. Det kan være puljer på kultur og fritidsområdet, hvor vi er nødt til at holde igen. Der må man tilpasse sig," siger Kasper Ejsing Olesen (S), der er borgmester i Kerteminde.
Kasper Ejsing Olesen understreger dog, at det langt fra er nok. Han regner med, at Kerteminde Kommune vil overskride servicerammen for 2022, for han vil ikke gå i gang med at fyre folk.
I Greve Kommune har de længe været i gang med en rammebesparelse på én procent. Så besparelser er allerede en realitet hos dem, hvor energiregningen kommer oven i det.
"Vi kan jo ikke sidde og håbe på, at vi får nogle penge. Derfor er vi nødt til at tage os af det. I Greve Kommune betyder det, at det her energiområde kommer på toppen af det specialiserede børnområde, der heller ikke er kompensation for. En demografiudvikling, vi heller ikke får kompensation for. Når man putter det ned i samme gryde, så er det lig med mindre velfærd," siger Pernille Beckmann (V), der er borgmester i Greve Kommune.
Ulrik Wilbek forklarer, at det netop er den manglende kompensation på det specialiserede socialområde, som gør, at KL har det ekstra stramt med ikke at blive kompenseret på energiområdet. Men han forstår også godt synspunktet for regeringens side.
"Nu skal jeg jo passe på, for jeg har også en KL-hat og sidder i bestyrelsen der.
Hvis man er indenrigsminister, så tror jeg, at det bliver et skråplan, hvis man skal ud og forhandle flere gange i løbet af et år," siger Ulrik Wilbek og skifter derefter til KL-hatten.
"Men hvis man er KL, så er vi jo presset. Problemet er, at vi er presset på mange områder. I virkeligheden kunne man sige, at hvis vi ikke var så presset på det specialiserede socialområde, så kunne det godt være, at vi kunne klare det her. Vi fik ikke ekstra penge til det specialiserede socialområde, så det er det, som gør ondt. Det gør det i alle kommuner, der er ikke nogen forskel," understreger Ulrik Wilbek.
Regeringen er hykleriske, hvis de ikke kompenserer kommunerne
Flere kommuner vil ikke tage drastiske beslutninger om hverken nedskæringer eller fyringer, før der er kommet en klar udmelding fra finansministeren og regeringen.
"Der må komme en klar udmelding fra regeringen, om man virkelig vil sanktionere kommunerne for at overskride servicerammen på grund af energiudgifterne i 2022. For ellers skal vi jo ud og nedlægge stillinger," siger Michael Ziegler (K), der er borgmester i Høje Taastrup Kommune.
Hvis ikke der bliver tilføjet flere penge til kommunerne, vil det ende med minusvækst, fortæller Michael Ziegler. I så fald er regeringen hyklerisk, mener han.
"Lige nu er der en kæmpe valgkampsdebat omkring vækstraterne i den offentlige sektor, hvor der bliver fremmanet nogle skræmmebilleder i forhold til mit eget partis 2030 plan. Så bliver det jo noget hyklerisk, hvis verden falder fuldstændig sammen på grund af mit parti med en vækst i den offentlige sektor. Men det vi udsættes for af regeringen er en minusvækst på 0,05 procent," siger Ziegler.
I København afventer borgmesteren for det største parti Enhedslisten, som netop har stået i spidsen for budgetforhandlingerne for 2023, også regeringens endelige udmelding til KL.
"Vi vil være optaget af, at regeringen må komme med en hjælp til kommunerne. Enten at man pristalsregulerer, som man har gjort én gang i år. Eller man giver os lov til, at vi må bruge de penge, vi har. Det kan vi jo i København, men det vil der jo være en række kommuner, der ikke kan," siger Line Barfod (EL), der er teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune.
Det er vigtigt, at kommunerne står sammen om at være solidarisk med de kommuner, som ikke har likviditet til at overskride servicerammen, mener Line Barfod. Hun understreger, at Københavns Kommune ikke vil være ramt hårdest, fordi de netop har råd til at overskride servicerammen, men derfor er det vigtigt, at de står sammen med de andre kommuner.
"Hvis man skal hjælpe de steder, hvor det er allersværest, så bliver regeringen nødt til at sætte sig ned og lave en aftale med KL om, at sende flere penge ud til kommunerne," siger Line Barfod. "Der er jo kommuner, hvor det er helt desperat. Derfor skal vi jo også være solidarisk med de andre kommuner med at hjælpe med at kæmpe kampen for, at de kan få penge til at dække deres udgifter."
Fyringer er tæt på umuligt for 2022
Hvis kommunerne bliver tvunget til at spare i 2022-budgetterne, som kun har lidt over tre måneder tilbage, så kan det blive svært at nå besparelserne på at skære i antallet af kommunens medarbejdere.
"Vi kan ikke finde pengene uden at fyre folk, men det kan vi jo ikke. Man ville heller ikke kunne nå det, for der er rigtig mange, der har opsigelsesvarsel på tre måneder. Vi har ikke en chance for at kunne nå det her," siger en tydeligt frustreret Benedikte Kiær (K), som er borgmester i Helsingør Kommune.
Regeringens endelige udmelding til KL og kommunerne haster i så fald, hvis kommunerne skal løse energiproblemet med afskedigelser.
I Greve Kommune er de allerede gået i gang med ud over direkte besparelser at vente med at ansætte nye medarbejdere. Det har de været nødt til.
Men flere kommuner håber på kompensation, selvom de er godt i gang med at spare. Det gælder blandt andet Nyborg Kommune, som allerede i marts tidligere på året havde indregnet ekstra omkostninger til prisstigninger i deres budget for 2022.
"I marts måned havde vi indregnet ekstra omkostninger til prisstigninger, det kommer vi også til at gøre i udgangen af denne her måned. Men det betyder stadigvæk, at vi håber, at vi får den kompensation," siger Kenneth Muhs (V).
Kenneth Muhs håber dog på at klare den for 2022, da man er lykkedes med at få afbetalt gæld og feriegæld i kommunen, således at man spare på finansielle omkostninger.
Sidst opdateret: 20/09/2022 - 22:07
Emner: Energi







































