Der er nu kommet et ekstra redskab i værktøjskassen til børne- og ungeudvalgene i kommunerne, inden de skal tage beslutninger om at investere i skoleområdet. En ny beregningsmodel ser på de økonomiske gevinster ved to-voksenordningen og klassekvotienterne.

Det fremgår af en ny rapport, som er blevet til mellem Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd (VIVE) og Børne- og Undervisningsministeriet.

Modellen kan ikke måle på kort sigt. Så kommunerne kan ikke høste økonomiske gevinster med det samme ved at indfører lavere klassekvotienter eller flere voksne i undervisningen.

"Der kan gå lang tid, før man ser effekterne af uddannelsesinvesteringer. Men der er noget at komme efter," siger Rune Vammen Lesner, der er seniorforsker hos VIVE, til NB-Økonomi.

Men modellen kan dog beregne, om der kan komme et økonomisk tilbagerul i form af for eksempel besparelser på specialundervisning.

"Formålet med arbejdet har været at udvikle en modelramme, som minder om den, man har set fra socialområdet, hvor man kan regne på skøn og på de økonomiske konsekvenser af investeringer på børne- og undervisningsområdet," fortæller Rune Vammen Lesner.

Rune Vammen Lesner forklarer, at ministeriets model dog ikke kan stå alene. Den skal ses som et supplement af viden til de lokale beslutningsprocesser i kommunerne. Det medfører blandt andet, at man som kommune ikke er garanteret en økonomisk besparelse, hvis man vælger at indføre lavere klassekvotienter eller flere voksne i en klasse.

"Men det er klart, at når man tager en beslutning om det ene eller andet uddannelsestilvalg, så er det jo en bredere beslutningsramme. Modellen kan give et bud på det økonomiske tilbagerul, som man så kan tage med ind i sin beslutningsproces. Man skal ikke ligefrem tage en beslutning alene på baggrund af modellen," understreger Rune Vammen Lesner.

Modellen kan blive udvidet med minimumsnormeringer

I arbejdet med modellen har man set på, hvilke andre ting modellen kunne se på. Men der er områder, hvor der er for lidt evidens til, at man har kunnet beregne effekter af det. Det er blandt andet normeringer i daginstitutionerne eller omgængere, som når et barn går et skoleår om. Man anbefaler dog, at man får lavet noget forskning på det, så modellen på længer sigt kan udbygges til at gælde flere områder end de to, man har valgt.

Rune Vammen Lesner forklarer også, at årsagen til usikkerheden i modelberegninger skyldes, at der omkring klassekvotienter er moderat viden og på to-voksenordningen er evidens på et lavere niveau end det.

"Men der er noget evidens på begge to. Spørgsmålet er, om man så vil benytte sig af den viden, eller man ikke vil gøre det. Der er tilbagerul på begge ordninger," siger han.

I dag tager kommunerne også beslutninger om både klassekvotienter og to-voksenordninger, uden at have den ekstra model med. Så derfor kan modellen netop bruges som supplement til den beslutningsproces.

Han understreger, at der vil komme mere præcise bud på økonomisk tilbagerul over tid.

"Jo mere evidens vi har over tid, jo mere præcise effekter kan man måle over tid. Men det er klart, det vil altid være et skøn, fordi kommuner er forskellige. Men det er et bud på, hvor det kan ligge henne, som er mere realistisk end at sige investeringer på nul kroner," siger Rune Vammen Lesner.

Der har været meget debat om, hvor vidt velfærdsinvesteringer skal regnes ind som dynamiske effekter i det nationale regnskab. Her understreger Rune Vammen Lesner, at det kan modellen ikke bruges til. Det er en model, der kan bruges lokalt i for eksempel kommunerne.