Regionale busselskaber får 125 millioner som ekstra kompensation for det passagertab, de har haft efter corona. Men også stigende brændstofpriser truer busserne, så flere ruter vil stadig være i risiko for at lukke trods tilskuddet, mener KL.

Regionale busselskaber får 125 millioner som ekstra kompensation for det passagertab, de har haft efter corona. Men også stigende brændstofpriser truer busserne, så flere ruter vil stadig være i risiko for at lukke trods tilskuddet, mener KL. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix (Arkiv)

Busser får millioner til coronaudgifter - men ingen energihjælp

Trafikselskaber får 125 millioner til at dække omkostninger efter corona, men må se langt efter energihjælp.

Udgivet: 20/09/2022

Del artiklen:

Regeringen giver et coronatilskud på 125 millioner kroner til trafikselskaberne, der driver landets busser, og som har manglet passagerer efter coronakrisen.

Det siger transportminister Trine Bramsen (S) efter et møde med kommuner og regioner tirsdag morgen.

- Trafikselskaberne har været til møde om det ekstra covid-19-tilskud, som de har bedt om. Modsat tog og metro har trafikselskaberne haft svært ved at få passagererne tilbage.

- Vi har besluttet at give dem yderligere 125 millioner kroner til den kollektive transport. Det skal ses som et helt ekstraordinært covid-19-tilskud, for det er mange måneder siden, at restriktionerne ophørte, og i månederne med restriktioner fik de kompensation, siger hun.

Pengene skal dække det passagertab, trafikselskaberne har haft siden restriktionernes ophør.

Forud for mødet havde regionerne også udtrykt ønske om penge til de stigende brændstofpriser, som sammen med corona har ramt økonomien i den regionale trafik hårdt.

Hver syvende bus er ifølge Danske Regioner i fare for at blive sparet væk.

Men energiudgifter "er en anden diskussion", som vil "blive diskuteret videre andetsteds", siger Bramsen.

- Det er er en anden krise, nemlig en energikrise. Tilskuddet, vi har diskuteret i dag, handler om følgerne efter coronakrisen, siger hun.

KL, som er Kommunernes Landsforening, mener ikke, at pengene hjælper særlig meget. Det siger formand Martin Damm til Jyllands-Posten.

- Der var et hul i 2022 på lidt over en milliard samlet set. Der vedrører 786 millioner kroner stigende priser og de 303 millioner kroner manglende passagerer efter corona.

- De 786 millioner måtte vi slet ikke snakke om, og af de 303 millioner har vi så fået 125 millioner til at dække dem, siger han.

Dermed er 41 procent af udgifterne til corona dækket. De resterende penge "må vi så spare os ud af", siger han til avisen.

Martin Damm sætter dog sin lid til, at Finansministeriet med finansminister Nicolai Wammen (S) i spidsen kommer trafikselskaberne til undsætning.

/ritzau/

Sidst opdateret: 20/09/2022 - 12:02

Emner: Trafik, Bus

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]