
KL-formand Martin Damm (t.v.) vil kræve, at finansminister Nicolai Wammen (S) vil melde ærligt ud, at der kommer minusvækst i kommunerne, såfremt regeringen ikke vil betale for de prisstigninger, som kommunerne oplever i øjeblikket. - Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix (arkiv)
KL: Regeringen må anerkende minusvækst i kommunerne
Hvis regeringen ikke kompenserer kommunerne for prisstigninger på energi og fødevarer, så skal regeringen åbent anerkende minusvækst i den offentlige sektor og kommunerne. Så klart lyder kravet fra KL.
Udgivet: 15/09/2022
Prisen på blandt andet energi og fødevarer i kommunerne er steget så meget i 2022, at det vil koste kommunerne 1,4 milliarder kroner mere, end de har budgetteret med i år. Det viser et skøn fra Finansministeriet, som ministeriet offentliggjorde i økonomisk redegørelse i august 2022.
Den ekstraordinære regning må regeringen tage, mener Kommunernes Landsforening (KL). Alternativt må regeringen melde klart ud, at der vil blive minusvækst i kommunerne allerede for 2022. Det skriver NB-Økonomi.
Men regeringen har jo lagt op til en stram økonomiaftale, så I kan vel ikke forvente, at de skal dække beløbet?
"Så skal regeringen gå ud og sige, at den anerkender, at kommunerne skal have minusvækst."Så klar er meldingen fra KL's formand Martin Damm (V), der også er borgmester i Kalundborg Kommune.
Prisstigningerne vil ramme hårdt på velfærden, mener KL-formanden.
"Der er hverken til, når der kommer flere børn eller flere ældre. Det skal de (regeringen, red.) jo gå ud og sige så. Det er jo det, som er faktum," slår Martin Damm fast.
Allerede nu er der en klar forventning i kommunerne om, at regeringen vil kompensere for den ekstra regning, der er opstået i kølvandet på prisstigningerne.
Flere økonomichefer i kommunerne frygter i øvrigt, at den regning vil stige endnu mere de kommende måneder, da priserne er steget yderligere i august og september efter Finansministeriet kom med sit seneste skøn i august. Det kan du læse mere om i nedenstående artikel.
Besparelser på børne- og ældreområdet
Det har været vigtigt for regeringen at give til navnlig børne- og ældreområdet i de seneste års økonomiaftaler. Men i praksis vil der ifølge Martin Damm blive skåret i netop de områder i både 2022 og 2023, hvis regeringen ikke griber ind i det, som KL kalder en ekstraordinær situation med prisstigninger.
Kommer der besparelser på børne- og ældreområdet så?
"Ja, det gør der allerede," siger Martin Damm.Men besparelserne vil fortsætte ind i 2023, meddeler han.
"Vi lavede en voldsom stram økonomiaftale for 2023. Der blev kun givet til, at der kom flere børn og ældre. Her gav regeringen 1,25 milliarder kroner. Alt på vores handicap og sundhed, der skulle vi ud og spare i kommunerne," siger Martin Damm og tilføjer:
"Det er også derfor, at alle de budgetter, der kommer nu for 2023, de indeholder nogle rimelige heftige besparelser rundt omkring. Nu kommer der så en milliardregning oven på igen."
Det flugter med en ny megafonundersøgelse, som fagforbundet FOA har iværksat, hvor FOA spørger kommunernes økonomichefer til økonomien i kommunerne.
"Fire ud af fem kommuner har været tvunget til at udarbejde et sparekatalog for at få bugtetterne til at holde," skriver FOA i en pressemeddelelse om undersøgelsen om sparekataloger op til budgetforhandlingerne for 2023.
Regeringen har nu flere muligheder. Den kan tillade at kommunerne går over servicerammen med det, der svarer til prisstigningerne. Det vil dog betyde besparelser i de kommuner, som på grund af lav likviditet ikke har råd til at sprænge rammen.
Regeringen kan også give en ekstra finansiering, som dog også kræver en forhøjelse af servicerammen, så kan kommunerne holde det nuværende serviceniveau, uden at skulle finde besparelser som følge af energipriserne.
Hvis regeringen holder fast i en stram økonomiaftale, kan den her midt i en valgkamp - som KL-formanden kræver - indrømme, at der i stedet vil komme minusvækst i den offentlige sektor allerede fra 2022.
Sidst opdateret: 15/09/2022 - 14:12
Emner: Energi, KL - Kommunernes Landsforening







































