
Billedet fra en paneldebat på Kulturmødet er fra 2021. Torsdag åbner version 2023. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Kulturmødet set med kommunale briller
Kulturmødet Mors 2023 begynder på torsdag, og flere af arrangementerne i debatterne tager udgangspunkt i den kommunale verden.
Udgivet: 23/08/2022
Torsdag 25. august skydes årets 'Kulturmødet' på Mors i gang. Arrangementet fortsætter til og med lørdag 27. august.
I den tid bliver der mulighed for at opleve et væld af arrangementer indenfor kulturens mange former. I år er der igen fem temaspor: En grøn fremtid, Næste generation, Samfund og demokrati, Fremtidens teknologi- og medievirkelighed samt Publikums- og forretningsudvikling.
Der venter over 200 inspirerende samtaler og debatter. Set i igennem de kommunale briller er der også noget at glæde sig til.
Blandt andet er Aarhus Kommune på scenen for at fortælle om deres ambitiøse arbejde med bæredygtig omstilling. En omstilling der har fokus på at involvere byens etablerede kunst- og kulturinstitutioner, som fremover, som et krav fra kommunen, skal levere klimarapporter!
Vi taler meget om grøn omstilling i kulturlivet. Men hvordan sætter du gang i den bæredygtige omstillingsproces, så det giver mening for din institution og kan måles på dit klimaaftryk?
Hvordan griber man dén proces an? Hvad er udfordringerne og gevinsterne? Hvad kan vi lære i resten af landet? Vi starter med inspirerende oplæg fra scenen og slutter i en efterfølgende salon, hvor vi udforsker viden og inspiration på tværs af fagligheder.
Ann-Sophie Øberg fra Morsø Kommune leder an, når der stilles skarpt på demokratiske processer i byudvikling i en debat med Jeanette Frisk, Eske Bruun, Søren Kristensen samt Asal Mohtashami og Christine Bjerke fra Building Diversity.
Hvordan sikres det, at borgerne bliver inddraget og får lov til at have medbestemmelse i, hvordan deres byer ser ud? Og hvad får borgerne ud af det?
Endelig kan også fremhæves et arrangement af TV2 Midt/Vest med teaseren:
Kan og skal alle danskere have lige adgang til kultur? Og kan kulturpolitikken bruges til at skabe et Danmark, som er mere i vatter? Skal kulturpolitikken styres fra Christiansborg – eller er det en god idé med yderligere kommunalt selvstyre og flere kultur-kroner, som kanaliseres ud i den såkaldte provins? Og hvad er i det hele taget den ’rigtige kulturpolitik’? Hvor synes landspolitikere, kommunalpolitikere og kulturelle aktører, at fokus skal være?
Clement Kjersgaard og Ane Cortzen samler trådene i Kulturmødets debatter sammen med et stærkt line-up af moderatorer.
Læs mere om Kulturmødet og det fulde program her.
Sidst opdateret: 23/08/2022 - 12:04












































