
Anders Agger var kommunaldirektør i Rødovre Kommune i fem år. - Foto: Rødovre Kommune
Rødovre ønsker ny kommunaldirektør
På et ekstraordinært kommunalbestyrelsesmøde har byrådet besluttet at finde en afløser for kommunaldirektør i Rødovre Kommune Anders Agger. Byrådet ønsker en ny profil.
Udgivet: 19/08/2022
Efter at have haft jobbet i fem år må Anders Agger forlade jobbet som kommunaldirektør i Rødovre.
Ifølge kommunen er der indgået en gensidig fratrædelsesaftale. Samtidig gøres det klart, at det er et politisk ønske at finde en ny profil i rollen som kommunaldirektør, der har ført til fratrædelsen.
Mens der søges efter en ny kommunaldirektør bliver den nuværende social- og sundhedsdirektør Henrik Abildtrup konstitueret som kommunaldirektør.
60-årige Anders Agger har stor erfaring med ledelse i den offentlige sektor. Inden han blev kommunaldirektør har han blandt andet har været kommunaldirektør i Ballerup Kommune og hospitalsdirektør for Amager og Hvidovre Hospital.
Sidst opdateret: 19/08/2022 - 08:06
Emner: Rødovre Kommune







































