
Indenrigs- og Boligminister Christian Rabjerg Madsen (S) har sagt ja til at mødes med ikke mindre end 13 kommuner i torsdag og fredag, hvor de kan uddybe deres ansøgning om særtislkud. - Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
13 kommuner til møde med minister for at lobbye for særtilskud
Indenrigs- og boligministeren får torsdag og fredag besøg af ikke mindre end 13 kommuner, som vil forsøge at underbygge deres ansøgning om særtilskud. Se listen over kommunerne her.
Udgivet: 18/08/2022
Indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen (S) og hans embedsmænd får en travl torsdag og fredag i denne uge. 13 borgmestre med embedsmænd kommer til individuelle møder med ministeren for at fremme deres ansøgning om særtilskud.
Ministeriet oplyser, at det er repræsentanter fra følgende kommuner, der har møde med ministeren:
- Sønderborg
- Vordingborg
- Langeland
- Assens
- Samsø
- Vesthimmerland
- Brønderslev
- Skive
- Morsø
- Jammerbugt
- Lemvig
- Hedensted
- Norddjurs
Der er i alt 50 kommuner, som har søgt om særtilskud for i alt knap to milliarder kroner fra puljen for vanskeligt stillede kommuner. Men der er kun i alt 620 millioner kroner i puljen, og derfor er kampen om at komme først i køen stor.
Sønderborg Kommunes borgmester Erik Lauritzen (S) håber på, at ministeriet er lydhør over for kommunens udfordringer:
"Hvis vi ikke gør noget, så er kommunekassen tom om halvandet år. Vi kan ikke lægge skjul på, at det kommer til at kunne mærkes i form af serviceforringelser," siger Erik Lauritzen til JydskeVestkysten.
Han siger videre at kommunen har søgt særlige tilskudsmidler og håber blandt andet ad den vej at undgå skattestigninger i budget 2023.
Sidst opdateret: 19/08/2022 - 12:01
Temaer: Budgetter







































