
Flere borgere i Tårnby Kommune er utilfredse med de mange bilister med handicapskilte, der parkerer tæt på lufthavnen. - Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix (arkiv)
Potentielt misbrug og tyveri: Handicapparkering skaber debat
Flere borgere tæt på Københavns Lufthavn undrer sig over antallet af bilister med handicapparkeringskort. Tårnbys borgmester ønsker at gøre op med et eventuelt misbrug.
Udgivet: 11/08/2022
Tæt på Københavns Lufthavn plages flere borgere af, at bilister med handicapparkeringskort tager forholdsvis mange p-pladser. På Kastruplundgade på Amager er der rigtig mange bilister, der holder parkeret med et handicapparkeringskort. Det skriver TV2 Lorry.
Flere af beboerne oplever, at det er ansatte i lufthavnen, samt folk der skal på ferie, der misbruger kortet.
Det er nemlig sådan, at har du et handicapparkeringskort, så må du holde parkeret gratis og på ubestemt tid for enden af Kastruplundgade. Da mange bilister gør det, er det svært for mange af de lokale beboere at finde en parkeringsplads.
"Hvis der er nogen, der misbruger det, så skal vi gøre op med det. Det kan vi gøre ved at gå sammen med parkeringsforeningen, politiet og lufthavnen, for at tale om hvad vi kan gøre sammen," siger borgmester i Tårnby Kommune, Allan S. Andersen (S), til TV2 Lorry.
Han fortæller, det er svært for parkeringsvagterne at kontrollere, da de ikke kan se, om det er den, der bruger kortet, som har kørt bilen.
I et skriftligt svar fortæller Københavns Lufthavn, at de ikke er bekendt med problematikken, men at de vil drøfte sagen med Tårnby Kommune.
Tyveri af handicapskilte
Det er ikke kun på grund af et eventuelt misbrug, at handicapskilte er i vælten for tiden. TV2 har tidligere skrevet om, hvordan der har været flere tyverier af handicapparkeringskort.
Her meldte tre personer, at de havde fået stjålet deres parkeringskort. Alle fra biler, der holdt parkeret på Bryggertorvet i Ølstykke.
I døgnrapporten oplyser Nordsjællands Politi, at der er tale om en ukendt gerningsmand.
Et handicapparkeringskort er personligt og indeholder et serienummer. På bagsiden er der et billede af ejeren samt signatur. Skiltet er gyldigt i hele Europa og gælder i ti år.
Sidst opdateret: 11/08/2022 - 12:51
Emner: Handicap, Egedal Kommune, Tårnby Kommune







































