
KL-formand Martin Damm (V), er glad for, at der er landet en aftale mellem KL, Danske Regioner og regeringen om udmøntningen og implementeringen af sundhedsreformen. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
KL, regeringen og Danske Regioner har landet aftale om sundhedsreform
Mandag landede en aftalen mellem regeringen, KL og Danske Regioner om indholdet og implementeringen for den nære sundhed i sundhedsreformen. Kommunerne får 1,5 mia. kr. frem til 2029.
Udgivet: 15/06/2022
Kommunerne får 1,5 mia. kr. i perioden 2022-2029 til "udmøntning og implementering af en sundhedsreform". Det står der i en aftale, som blev indgået mandag mellem regeringen, Danske Regioner og Kommunernes Landsforening (KL).
"Regeringen, Danske Regioner og KL er på baggrund af den politiske aftale om en sundhedsreform enige om en fælles plan for udmøntning og implementering heraf. Med aftalen udmøntes samlet 2,4 mia. kr. til kommuner og regioner i perioden 2022-2029 og herefter 340,4 mio. kr. årligt. Midlerne fordeler sig med 1,5 mia. kr. til kommunerne i 2022-2029 og 230,4 mio. kr. varigt og 830,9 mio. kr. til regionerne i 2022-2029, 110 mio. kr. varigt," står der i aftalen.Pengene skal bruges til en omstilling i sundhedsvæsenet, som skal sikre, at færre borgere bliver indlagt, hvorfor man i stedet skal have fokus på forebyggelse og styrket kvalitet i sundhedsindsatsen.
KL-formanden Martin Damm (V) er glad for, at der er sat gang i omstillingen af sundhedsvæsenet.
"Jeg er glad for, at vi nu kommer i gang med omstillingen af sundhedsvæsenet. Det er i den grad tiltrængt, og vi står over for en kæmpestor opgave. Nu er det helt afgørende, at vi benytter lejligheden til at nytænke sundhedsvæsenets tilbud til det stigende antal borgere med kronisk sygdom, så vi kan give borgerne en behandling, der er både rykker tættere på og er mere på deres egne præmisser – samtidig med, at vi også tager livtag med den kæmpemæssige rekrutteringsudfordring, vi står over for i både sundhedsvæsenet og ældreplejen," siger han i en pressemeddelelse fra Sundhedsministeriet.
Men det kræver, at der skal laves en plan for den omstilling. Planen er nu udmøntet i en konkret aftale, som skal sikre, at der bliver ændret seks områder på sundhedsområdet.
Der skal være en generel omstilling af det nære sundhedsvæsen. Det betyder blandt andet, at der skal flere læger til den almene praksis. Derudover skal man have bedre digitalisering, som ligeledes skal understøtte det nære på sundhedsområdet. Indsatsen i landet skal være hurtigere og mere målrettet. Derudover skal trivslen blandt sundhedspersonalet i fokus, så der kan komme mere tid til kerneopgaven.
Sidst men ikke mindst, så skal pengene og planen sikre mere lighed i sundhedsvæsenet. Herunder kan du se en kort gennemgang af de seks fokusområder.
1) Omstilling til det nære sundhedsvæsen
Det er her den nationale kvalitetsplan og kvalitetspakkerne er placeret. Det er her langt de fleste af midlerne vil falde. Kommunerne får lidt over 200 mio. kr. om året fra 2023 til dette, og 230,4 mio. kr. fra 2029 og varigt frem.
Kvalitetspakkerne vil tage omkring 100-130 mio. kr. pr. år af pengene, hvor kvalitetsplanen vil få omkring 100 mio. kr. pr. år. Kvalitetspakken skal indeholde ting som forebyggende indsatser som genoptræning, kostomlæggelse og patientuddannelse af borgere med kroniske sygdomme. Hvor kvalitetsplanen handler om at efterleve de nye krav, der kommer til kommunernes akutfunktioner.
Man regner med at have nedbragt akutte genindlæggelser med 5 procent i 2026, stigende til 15 procent i 2025.
2) Flere læger til almen praksis og bedre lægedækning
Sundhedsreformen har en målsætning om 6.500 speciallæger i almen medicin i 2035. Men det skal komme hele Danmark til gavn, hvorfor der er indført en praksispligt i aftalen. Der igangsættes et analysearbejde, for blandt andet at identificere hvilke typer af opgaver, man forventer at de praktiserende læger i kommunerne skal tage sig af, så de kan være med til at forebygge indlæggelser og genindlæggelser.
3) Digitalisering i sundhedsvæsenet
Med i aftalen er også fokus på øget digitalisering på sundhedsområdet. Det betyder blandt andet, at borgerne skal have adgang via "Et Samlet Patientoverblik" flere oplysninger om deres sundhed. Derudover er aftalepartnerne blevet enige om, at man vil se på de barrierer, der er i spændet mellem service- og sundhedsloven, således at det er muligt at dele oplysninger mellem regioner og kommuner omkring borgernes sundhedsdata.
Derudover skal der ske en vidensdeling, der gør det nemmere for kommuner og regioner at se, hvilke indsatser og behandlinger som virker på tværs og inden for de enkelte kommuner, regioner og sundhedsklynger.
4) Hurtig og målrettet indsats
Dette område vedrører primært regionerne, som får penge til at styrke akutberedskaber. Derudover er der afsat kampagnemidler med fokus på at få flere til at blive hjerteløbere.
5) Medarbejderne i centrum
Sundhedspersonalet er ifølge regionerne hårdt presset. Samtidig er der personalemanglen, som er med til at lægge et yderligere pres på personalet. Derfor nedsættes der en robusthedskommission allerede i midten af 2022, som skal se på løsningsforslag på den problematik. Både kommunerne og regioner vil blive inddraget i den proces.
6) Mere lighed i sundhed
Dette initiativ handler om at sikre, at sundhedsvæsenet ikke skal være med til at øge den sociale ulighed. Det betyder blandt andet, at man har afsat midler til at få mere viden på området om især børns sundhed og trivsel. Her har Novo Nordisk dog bevilget langt størstedelen, da de afsætter én mia. kr. til formålet, hvor staten afsætter 10 mio. kr.
Derudover vil man bekæmpe ulighed i kræftpatienter samt lave en målrettet indsats overfor udsatte familier.
Aftalen lægger også vægt på, at der er afsat fire mia. kr. i en pulje til nærhospitalerne, som løber fra 2023 til 2028.
Sidst opdateret: 15/06/2022 - 06:31
Temaer: Kommuneøkonomi
Emner: KL - Kommunernes Landsforening, Økonomi, Danske Regioner, sundhed, Regeringen











































