Formand for KL, Martin Damm, er overrasket over, at regeringen allerede inden sommerferien vil udpege fire kommuner, der skal frisættes på beskæftigelsesområdet i tre år.

Formand for KL, Martin Damm, er overrasket over, at regeringen allerede inden sommerferien vil udpege fire kommuner, der skal frisættes på beskæftigelsesområdet i tre år. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Regeringen sætter sig på styringen af frikommuner på beskæftigelsesområdet

Regeringen vil inden sommerferien udpege fire kommuner, der med økonomiaftalen med KL skal frisættes i tre år på beskæftigelsesområdet. KL's formand Martin Damm er overrasket. 'Blækket er dårlig tørt, før man siger, at nu er det staten, der kører,' siger Damm.

Udgivet: 09/06/2022

Helle Schøler Kjær

Journalist

Del artiklen:

Regeringen vil inden sommerferien udpege fire kommuner, der skal frisættes for regler og paragraffer i tre år, skriver beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i en pressemeddelelse. Men KL's formand Martin Damm var ikke klar over, at regeringen tog styringen over denne fælles del af økonomiaftalen, før NB-Beskæftigelse talte med ham tidligere i dag.

"Jeg havde en almindelig forståelse af, at det skulle køre på samme måde som de andre, men blækket er dårlig tørt, før man siger, at nu er det staten, der kører," siger Martin Damm til NB-Beskæftigelse.

På ældre-, daginstitutions- og skoleområdet har KL indstillet kommuner, der skulle være med i de såkaldte velfærdsaftaler, der undtager kommunerne for en stribe regler i tre år. Men i økonomiaftalen er det ikke eksplicit nedskrevet, hvordan processen er for de fire kommuner, der skal have samme aftale på beskæftigelsesområdet.

I pressemeddelelsen skriver Peter Hummelgaard, at ydelser ikke vil blive en del af forsøget.

Han vil nu indkalde 'relevante forligskredse på beskæftigelsesområdet til forhandlinger om de konkrete rammer for forsøget.'

En gylden mulighed

Kommunerne har længe forsøgt at få mere indflydelse på rammerne for beskæftigelsesindsatsen, som afgøres mange andre steder, blandt andet lige nu i forhandlinger om besparelser (for at skaffe finansiering til tidlig pension). Derfor var det et gennembrud for KL at få beskæftigelsesområdet med i velfærdsaftalerne.

"Det er en gylden mulighed for at tage hul på det her. Vi har foreslået mange forenklinger og har lavet mange kataloger, der strander stille og roligt, og i stedet får vi ti nye lovgivningssider," siger Martin Damm.

"Nu kan vi få en større stemme ind i det, så det ikke kun er forligspartier og statslige embedsmænd, der laver det hele i deres perspektiv."

Men nu ser det jo ud til, at I ikke kommer til at være med til at bestemme rammerne. Er det så ikke bare som ethvert andet frikommuneforsøg?

"Det er jo fantastisk, at man nu laver et særligt system for beskæftigelsesområdet. Det viser i sig selv, hvor meget staten gerne vil styre det her," siger Martin Damm.

Sidst opdateret: 09/06/2022 - 14:02

Temaer: Økonomiaftale

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]