
Der er igen ballade i den socialdemokratiske byrådsgruppe i Faxe. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Byrådsmedlem forlader S-gruppe på grund af betændt arbejdsmiljø
Randi Onsberg Johansson (S) forlader den socialdemokratiske gruppe i Faxe byråd og bliver løsgænger. Øgenavne og mobning har fået hende til at sige fra. Ligesom andre før hende kritiserer hun gruppeformanden.
Udgivet: 09/06/2022
Efter kun seks måneder i Faxe byråd siger Randi Onsberg Johansson (S) fra. Hun forlader den socialdemokratiske gruppe og bliver løsgænger. Hun anklager S-gruppeledelsen, med Camilla Meyer i spidsen, for at stå bag grov voksenmobning, det skriver TV2 ØST.
"Det har været en meget, meget svær beslutning. Men jeg kan ikke længere leve med den behandling, som jeg og andre får i den socialdemokratiske gruppe," siger Randi Onsberg Johansson til TV2 ØST.
I et langt opslag på Facebook beskriver Randi Onsberg Johansson, hvordan hun oplever arbejdsmiljøet og tonen i Faxe byråd.
(Artiklen fortsætter efter opslaget)
Øgenavne om at være unormal, en afviger, et socialt tilfælde, en umoden krudttønde, er noget af det hun fremhæver i opslaget, hun har været udsat for.
Mener at ansvaret ligger hos gruppeformanden
Kort efter at Randi Onsberg Johansson havde offentliggjort sit Facebookopslag, fortalte hun til TV2 ØST, at pilen peger mod gruppeformanden.
"Jeg har egentlig ikke lyst til at nævne navne. Men når jeg i opslaget kritiserer gruppeledelsen for det dårlige arbejdsmiljø, så er det klart, at pilen peger på gruppeformand Camilla Meyer (S). Ingen tvivl om det," siger Randi Onsberg Johansson til TV2 ØST.
Gruppeformand Camilla Meyer afviser kritikken.
"Jeg deler ikke de oplevelser, som Randi Onsberg Johansson beskriver. Jeg kan ikke genkende dem. Men jeg ønsker ikke at gå ned i detaljer. Jeg er ærgerlig over hendes beslutning, men jeg respekterer den," siger Camilla Meyer tilTV2 ØST.
I forrige byrådsperiode var der et hidsigt internt slagsmål i den socialdemokratiske gruppe.
Partiets spidskandidat Christina Birkemose blev væltet efter en mistillidsafstemning. Det skete efter, det daværende byrådsmedlem Laura Vestina Andréa fik debatten til at eksplodere, da hun i et uhyre kritisk opslag på Facebook tog kraftigt afstand fra sit eget partis spidskandidat. Hun anklagede blandt andet Christina Birkemose for partiskadelig virksomhed.
Sidst opdateret: 09/06/2022 - 11:19
Temaer: Navnenyt
Emner: Faxe Kommune













































