Det er angiveligt især to store stridspunkter, som i aftes fik KL's topforhandlere til at afbryde økonomiforhandlingerne i Finansministeriet og indkalde sin bestyrelse til her i dag, onsdag, klokken ni for at drøfte de fortsatte forhandlinger, som blev genoptaget onsdag formiddag.

Alt peger på, at KL reelt har erkendt, at regeringen har brugt råderummet på Ukraine og forsvar, og at det derfor er umuligt at få hævet servicerammen ret meget udover de 1,25 milliard kroner, finansministeren har tilbudt. Det skriver NB-Mediers chefredaktør Arne Ullum i denne analyse.

Det er derfor helt som ventet den såkaldte forventningsafstemning om den kommunale service og anlægsrammen, som skaber de store problemer.

Forventningsafstemningen handler helt banalt om, hvilken udvikling i den kommunale service, som aftaleteksten udstikker. Alt peger på, at parterne her fortsat står meget langt fra hinanden.

Regeringen vil fastholde fortælling om bedre velfærd

Mens regeringen vil fastholde sin grundlæggende fortælling om, at regeringen kan sikre en fortsat udvikling af velfærden ved at dække det demografiske træk på 1,25 milliard kroner kombineret med yderligere besparelser på de private konsulenter.

KL har derimod bidt sig fast i, at dækningen af det demografisk træk kun dækker omkring halvdelen af den samlede regning.

Logikken er, at selv med løbende besparelser på handicapområdet, så stiger udgifterne med 900 millioner kroner om året. Og skal regeringen indfri de forventninger, som KL mener socialminister Astrid Krag (S) har skabt med løftet om bedre specialtilbud, så er regningen væsentligt større. Og i den sammenhæng hjælper det ikke meget, at ministeren har afsat de 100 millioner kroner primært til udvikling af nye visitationsværktøj og rådgivere.

Derudover har regeringen med sundhedsreformen lovet danskerne en mere ensartet og høj kvalitet i det nære sundhedsvæsen, men heller ikke her, er der ifølge kommunerne afsat penge fra regeringen til kraftigt stigende udgifter i kommunerne.

Ifølge KL's regnestykke skal kommunerne derfor samlet finde 1-1,5 milliard kroner på andre områder for finansiere opdriften på handicapområdet og det nære sundhedsvæsen.

Effektiviseringer kan betale for bedre velfærd

Den konflikt er helt klassisk, ligesom det er helt klassisk, at enhver regering uanset farve vil kræve, at kommunerne finder nogle af pengene til opdriften i udgifterne gennem effektiviseringer.

For at forstå hvorfor konflikten på netop det her område er så højspændt i år, så er det vigtigt at se på de tre typer af effektiviseringer, som der grundlæggende findes:

- Man kan tilrettelægge arbejdet, så medarbejderne kan nå mere arbejde på samme tid. Eksempelvis ved at sammenlægge flere plejehjem, så man kan skære i antallet af nattevagter, eller man kan kræve at de administrative medarbejdere når flere sager i eksempelvis byggesagsafdelingen, socialkontorerne eller i jobcentrene. Det er det, som i folkemunde hedder, at de ansatte skal løbe lidt hurtigere.

Socialdemokratiet lovede imidlertid vælgerne i valgkampen i 2019, at det skulle være slut med at presse de offentlige ansatte til at løbe hurtigere og hurtigere.

- Man kan helt enkelt skære i serviceniveauet. Det kan eksempelvis være ,at kommunerne strammer kriteriet for, hvornår en person med et handicap kan få en bestemt type hjælp, hvor ofte de ældre kan få gjort rent, eller hvor mange penge der er til lejrskoler.

Men det opfatter borgerne med rette som et eksempel på, at der skæres i den offentlige service - og det er jo i direkte strid med regeringens løfter om bedre velfærd.

- Endeligt kan man finde områder, hvor kommunerne helt enkelt spilder pengene. Altså områder, hvor man kan skære noget væk eller spare penge, som ingen mærker nogen effekt af, fordi udgiften ikke har gavnet nogen. Det er naturligvis den slags besparelser alle jagter, men netop derfor er de også svære at finde.

Regeringen har i den sammenhæng et godt øje til private konsulenter. Ikke mindst på grund af en række tidligere eksempler på store regninger fra managementkonsulenter på det statslige område, så har private konsulenter fået et dårligt ry hos borgerne, og derfor er det populært at skære i udgiften til dem.

KL har hele tiden argumenteret for, at langt de fleste private konsulenter i kommunerne laver praktiske ting, der kræver en specialviden, som man ikke kan opretholde i en kommune. Det gælder alt fra broingeniører til specialister i eks. autismeygdomme eller it-konsulenter.

Nye konsulentbesparelser er no-go for borgmestre og bestyrelse

I de tidligere økonomiaftaler har KL accepteret, at der blev indføjet besparelser ved mindre brug af konsulenter for at imødekomme regeringens behov for at indfri sit valgløfte, uagtet at det har været meget svært at finde en borgmester, som troede på, at man kunne spare nævneværdige beløb her.

Ifølge NB-Økonomis kilder har KL's forhandlere fået klar besked fra både borgmestre og angiveligt også bestyrelsen om, at det, de opfatter som nye fiktive besparelser på konsulenter, er et no-go.

Medmindre regeringen kan finde nye 'smertefrie' effektiviseringer, så er det relativ enkel logik, at man skal op i en af de første effektiviseringskategorier. Socialministeren har eksempelvis lanceret et argument om, at kommunerne kan blive dygtigere til at købe de rigtige tilbud til borgere med handicap og dermed spare penge.

KL kræver, at økonomiaftalen eksplicit siger, at både regeringen og KL er enige om at gennemføre effektiviseringer både inden for en mere effektiv udnyttelse af personalet og reduktion i serviceniveauet.

Men regeringen insisterer ifølge NB-Økonomis oplysninger på, at kommunerne kan gennemføre smertefrie effektiviseringer, så man kan fastholde, at man kan se frem til en fortsat udvikling af velfærden.

Det store problem er, at det er svært at se et kompromis i den konflikt. Regeringen står foran et folketingsvalg, hvor det er afgørende for Socialdemokratiet at kunne fastholde sin velfærdsløfter. Og selv accept af moderate nedskæringer vil åbne en potentiel farlig flanke for partiet.

Minister fastholder sit krav om anlægsbesparelser på tre-fire milliarder kroner

Alt peger også på, at der fortsat er stor uenighed om næste års anlægsramme. Finansministeren har tidligere luftet et krav om besparelser på 3-4 milliarder kroner, når man indregner de stigende priser.

Finansministeren har angiveligt valgt at fastholde det krav, og det peger med en PL-regulering på 10-15 procent på en anlægsramme helt nede omkring de 18 milliarder kroner i 2023 mod en anlægsramme i år på 19,9 milliarder kroner.

Afhængig af hvilken PL-regulering man ender med at aftale på anlægsopgaver svarer det til en nedskæring i faste priser på tre-fire milliarder kroner, hvilket vil kræve en markant reduktion af de planlagte bygge- og anlægsopgaver i kommunerne,

Umiddelbart er det nemmere at løse konflikten på anlægsområdet, fordi finansministeren kan nærme sig anlægsrammen for 2022 på 19,9 milliarder og stadig sikre sig en reel nedskæring takket være de kraftigt stigende priser.