Kommunerne kan ifølge en ny analyse fra Kraka Advisory spare cirka 1,4 milliard kroner og formentligt også få flere i arbejde, hvis de dropper den faste betaling til private beskæftigelseskonsulenter. De skal i stedet lade en tredjedel af betalingen være fuldt afhængig af jobeffekten. Det skriver NB-Økonomi.

"Knap halvanden milliard er også mange penge for en tredjedel succesrate. Så jeg synes jo næsten det tenderer at være uartigt, hvis man ikke er interesseret i det her. De tal vi fremlægger bør skærpe appetitten på at kigge den her vej," siger Krakas direktør Peter Mogensen, der blandt andet er tidligere politisk rådgiver for tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen.

Analysen fra Kraka kommer netop som KL toppen forhandler økonomiaftale med regeringen og dermed også, hvordan kommunerne skal spare samlet en milliard kroner for at bidrage til finansieringen af den tidlige folkepension, populært kaldet Arne-pensionen.

Kommunerne er blevet pålagt at spare de første 344 millioner kroner ved at reducere indsatsen overfor de unge, og det advarer Kraka om kan medføre øgede udgifter til overførsler.

"Hvis en kommune, i stedet for at reducere indsatsen, vælger at indgå aftaler med fuld resultatafhængig betaling, vil der fortsat kunne være indsats, idet der opnås besparelser på forsørgelseskontoen, såfremt der kommer effektresultater," hedder det i analysen.

Andre aktører har i dag incitament til at fastholde borgerne i systemet

Ifølge rapporten bruger langt de fleste kommuner en betalingsmodel, hvor de private aktører får en fast ugepris på eksempelvis 600 kroner for hver ledig, som de yder en indsats overfor.

Men den model har ifølge rapporten den oplagte ulempe, at den private aktør taber penge, hver gang de har succes med at få en borger i arbejde.

"En udfordring ved modeller med faste ugepriser er, at der typisk ikke tages højde for afgangen til beskæftigelse uden indsats og, at der er et iboende incitament for leverandørerne til at fastholde borgeren i tilbuddet til afslutningen af forløbet, frem for hurtigt at få jobeffekter," hedder det i analysen.

God forretning at betale 60.000 kroner for kontanthjælpsmodtager i job

Rapporten giver de kommunale beskæftigelseschefer - og økonomifunktionerne - et værktøj til at vurdere, hvor meget det kan betale sig for kommunen at betale en anden aktør for at få en ekstra borger i arbejde.

Der er to vigtige faktorer i den beregning.

Først og fremmest ser Kraka på, hvor stor en udgift kommunen vil have efter refusion til overførselsindkomst til en ledig i et år. Umiddelbart er det en kort periode, men det hænger sammen med, at kommunerne kan gøre betalingen til aktøren afhængig af, at den ledige forbliver i jobbet et år frem i tiden. Dertil kan man lægge den udgift på 600 kroner pr. uge, som kommunerne i dag giver de ledige for at de får et tilbud.

Det andet og ofte oversete element er, at en stor del af de ledige kommer i job helt af sig selv. Hvis kommunen med fordel skal betale en anden aktør for at få ledige i arbejde, så skal man kun betale for det antal ledige som kommer i arbejde udover dem, som ville komme i arbejde helt af sig selv.

Ud fra de to parametre har Kraka beregnet den såkaldte alternativudgift - altså den pris, som en kommune kan betale for at få en ekstra ledig i arbejde og allerede tjene penge på det efter et år, hvis en eller flere af de ledige stadig er i arbejde.

Som det fremgår af nedenstående graf fra Kraka, så er alternativudgiften højest for kontanthjælpsmodtagere, hvor kommunen kan betale en anden aktør op til cirka 61.000 kroner for at få en ekstra i arbejde.

(Artiklen fortsætter under grafer).

Derfor bruger kommunerne ikke resultatafhængig aflønning

Ud fra rapportens analyser, så er det umiddelbart uforståeligt, at rapporten ud fra interviews med jobcentre vurderer, at det er mindre end fem pct. af indkøb af beskæftigelsesfremmende indsatser hos anden aktør, der rummer resultatafhængig betaling.

Ifølge Peter Mogensen handler det som på mange andre områder om, at systemet beskytter sig selv.

"Historikken her er jo nok den største barriere for at lave noget af den her art. No-cure-no- pay begrebet kan i sig selv afskrække rigtig mange. Men hvis man prøver at anlægge den betragtning, at det handler om de ledige og ikke systemernes overlevelse og velbevarenhed, så kunne der være nogen der tænkte, om man ikke skulle prøve at tage chancen og lave nogle forsøg med det," siger Kraka-direktøren.

Han peger på, at der er ikke er noget i vejen for, at de ansatte i Jobcentrene selv begynder at arbejde med et stærkt fokus på jobeffekten. Så kan de enkelte kommuner sammenligne pris og effekt på deres egne indsatser med andre aktører.

Ud fra interviews med fem udvalgte kommuner konkluderer rapporten, at der er tre forhold, som står i vejen for øget afregning efter effekt.

- Der mangler politisk opbakning. Rapporten siger ikke noget om baggrunden for den manglende politiske opbakning, men det er et faktum, at såkaldte no-cure-no-pay modeller har været meget omdiskuterede de seneste år. Årsagen har primært været, at de er blevet brugt på områder, hvor man eksempelvis belønnede konsulenter for at finde områder, hvor man kunne spare på hjælpen til eksempelvis handicappede.

- Manglende gennemsigtighed i kommunernes udgifter til forsørgelse.

- En meget stor del af indsatsen foretages af kommunens egne ansatte. Her er en resultatafhængig aflønning ikke umiddelbart mulig.

Så meget kan en gennemsnitskommune spare

Kraka har beregnet, hvor meget en kommune med en procent af befolkningen (hvilket i store træk svarer til en gennemsnitlig kommune) kunne spare, hvis den flyttede forskellige andele af deres indsats over til effektafhængig betaling.

Skemaet skal læses sådan, at anden række med "indsatser mio. kr." viser, hvor meget en kommunes udgift til indsatser ville være med forskellige andele af resultatafhængig betaling. For at få udgiften på landsplan, så skal der ganges med 100. Ifølge beregningen kan kommunerne med andre ord spare 4,3 milliarder kroner om året, hvis alle kommuner lagde alle deres indsatser ud til andre aktører med resultatafhængig betaling.