Stadig flere borgere modtager sociale indsatser
Ifølge Socialpolitisk Redegørelse 2021 modtog 186.000 personer en social indsats efter serviceloven i 2020. Det svarer til 3,2 procent af befolkningen.
Udgivet: 16/05/2022
Antallet af borgere, der modtager sociale indsatser efter serviceloven, fortsætter med at stige. I 2020 modtog 186.000 personer en social indsats. Det kan man læse i Socialpolitisk Redegørelse 2021, skriver NB-Social.
Man inddeler modtagere af sociale indsatser i tre målgrupper: Udsatte børn og unge, udsatte voksne og voksne med handicap.
Læs også:
Der var 72.000 udsatte børn og unge, 63.000 udsatte voksne og 58.000 voksne med handicap, der modtog en social indsats i 2020, hvilket er en stigning sammenlignet med de foregående år.

Tendensen er klar. Siden 2017 er antallet af modtagere af sociale tiltag efter serviceloven steget fra lidt over 174.000 personer til de ca. 186.000 personer i 2020. Samlet svarer det til en stigning på knap 12.000 personer sammenlagt for de tre målgrupper. Her er det særligt udsatte voksne, der vokser mest.

Der kan være tre grunde til stigningen. Den første er, at der er flere borgere, der har behov for sociale tilbud. For det andet kan det afspejle en styrket indsats fra kommunens side, der eksempelvis har en mere opsøgende, forbyggende indsats. For det tredje skal det ses i lyset for en forberedt kommunal registreringspraksis.
Børne- og ungeområdet
De 72.000 børn og unge, der modtog hjælp efter serviceloven, svarer til 4,6 procent af alle 0 til 22-årige i Danmark. Langt de fleste modtog en forebyggende indsats, hvilket var mere end 50.000.

Voksenområdet
I 2020 modtog 114.000 voksne sociale indsatser, hvilket svarer til 2,4 procent af den danske befolkning over 18. Af de 114.000 var omkring 16.000 personer med et fysisk handicap, 48.000 personer med et kognitivt handicap, 35.000 personer med psykiske vanskeligheder og 36.000 personer med sociale problemer.
Der kan være personer, der indgår i flere målgrupper samtidigt.
Bemærk: Der er udsatte mennesker, som ikke ønsker at modtage sociale tiltag. Der er også borgere, der modtager andre former for støtte fra det offentlige end via serviceloven, som tallene her dykker ned i.
Læs selve redegørelsen her.
Sidst opdateret: 15/05/2022 - 21:36












































