
Roskilde bliver hjemsted for det nyetablerede Kulturens Analyseinstitut, som blandt andre KL, Dansk Erhverv, Danske Kulturbestyrelser, Center for Kulturevaluering og Augustinusfonden står bag. - Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Roskilde skal huse nyt institut under Kulturministeriet
Efter pres fra blandt andre KL og Dansk Erhverv bliver Kulturens Analyseinstitut nu til noget. Det bliver i 'Roskilde-Festival-kommunen', det nye institut får til huse.
Udgivet: 12/05/2022
Sponseret af
Det nye Kulturens Analyseinstitut kommer til at ligge i Roskilde.
Det skriver Kulturministeriet i en pressemeddelelse.
Instituttet skal sørge for nye indsigter på kunst- og kulturområdet ved at formidle aktuel og relevant forskning fra både ind- og udland. Samtidig skal instituttet selv foretage analyser og undersøge kulturens betydning for mennesker.
Instituttet er opstået med stor inspiration fra Idrættens Analyseinstitut.
Kulturens Analyseinstitut er resultatet af en aftale fra den seneste finanslov, der blev indgået af regeringen, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne.
Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) siger om aftalen i en pressemeddelelse:
”Et analyseinstitut for kultur har været bredt efterspurgt af kulturlivet i mange år. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu har skabt rammerne for, at et nyt analyseinstitut kan bidrage til at udvikle kunst- og kulturområdet."
"Med instituttet får vi alle bedre adgang til viden og data om kunst og kultur, og samtidig skal instituttet være med til at sikre, at der er dialog og vidensdeling mellem kunstens og kulturlivets mange aktører. Jeg ser frem til at følge instituttets arbejde og læse kommende analyser.”
Dansk Erhverv jubler over tiltaget.
"Vi mangler stadig en fælles og dybere kortlægning af indsatser, så vi ved, hvad der virker, og hvordan vi kan bruge midlerne bedst muligt," siger den administrerende direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, i en pressemeddelelse.
Bestyrelsen skal bestå af syv medlemmer, der udpeges af Kulturministeren. I den forbindelse lægges der vægt på, at medlemmerne har særlig indsigt i kulturlivet.
Ifølge Nils M. Jensen, der er direktør for Organisationen Danske Museer (ODM), har organisationen i årevis set med misundelse mod Norge og Sverige, der har lignende selvstændige institutter på kulturområdet.
"Håbet er, at vi kan få kvalificeret kulturens betydning for samfundet," siger han.
ODM forventer, at instituttets arbejde kommer befolkningen til gode i sidste ende.
"Det kan sætte kulturlivet i perspektiv - hvor man performer godt, og hvor der er forbedringsmuligheder," siger han.
jornns - /ritzau/
Sidst opdateret: 12/05/2022 - 09:52
Emner: Kultur














































