
I Slagelse Kommune har man i flere år opsamlet opskyllet tang og affald og smidt det tilbage i havet. Det har udenlandske medier, blandt andet New York Post, skrevet om. - Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Efter kritik helt fra USA: Slut med at dumpe opskyllet tang og affald
En lokal historie fra Slagelse Kommune om tang og affald, der er blevet opsamlet over flere år for så at blive smidt tilbage i havet, har vakt opsigt internationalt. Læsere i blandt andet New York Post spærrede øjnene op og kaldte det idiotisk. Nu ændres der praksis.
Udgivet: 06/05/2022
Slagelse Kommune har gjort sig lidt uheldigt bemærket både lokalt og internationalt. Det har nemlig i årevis været kutyme i kommunen at opsamle opskyllet tang og affald for derefter at dumpe det i vandet igen. Nu ændres praksis, skriver Sjællandske Medier.
“Er det en samfundsgruppe af idioter?”
“Jeg kan ikke tro på, at det er sandt.”
Sådan lød nogle af reaktionerne fra udenlandske medier blandt andet i New York Post, der i efteråret 2021 beskrev, hvordan man i Slagelse Kommune om sommeren ryddede de kommunale strande for ting som tang og affald, for at køre det ud i vandet igen – og altså dumpe det tilbage, hvor det kom fra.
Ved et møde i Slagelse Kommunes miljø- og klimaudvalg onsdag, blev det besluttet, at den praksis skulle ændres. Fremover vil kommunen køre den opsamlede tang – og det affald, der følger med – væk.
"Når vi så har samlet tangen op, vil vi se på, hvad vi kan genbruge det til. For eksempel om det kan sælges til landmænd, som kan bruge det som gødning," fortæller Nikolaj Bjørn Christensen (V), næstformand i Slagelse Kommunes miljø- og klimaudvalg til Sn.dk
En flerårig problematik
Allerede i 2018 bragte Sjællandske Medier problemet op første gang. Dengang påpegede en af sommerhusejerne ved Stillinge Strand, at kommunens praksis ikke var til meget hjælp.
"Resultat er, at stranden godt nok ser fin ud, men tangen driver jo ind igen. Og alt det andet – især cigaretskodder – driver også ind igen og lægger sig i vandkanten. Det er ærlig talt ikke særlig lækkert," sagde Anne Gyldenvang, dengang til avisen.
Har kostet millioner
Den praksis, som nu bliver ændret, har kostet kommunen omkring en million kroner årligt.
Med den nye metode, hvor tangen bliver samlet op efter behov og læsset på en lastbil for at blive kørt væk, falder omkostningerne. Kommunen regner nemlig med at spare 350.000 kroner om året.
Men besparelsen er ikke det, der motiverer kommunen til at ændre praksis.
"Hvis vi ville spare penge, så havde vi helt ladet være med at rense strandene for tang. Vi justerer ordningen, fordi vi mener, det er bedre sådan," siger Nikolaj Bjørn Christensen til Sn.dk.
Sidst opdateret: 06/05/2022 - 11:06
Emner: Slagelse Kommune







































