Vold mod børn: Flere end hver femte elev i 8. klasse har været udsat for vold

22 procent af alle landets 8. klasses elever har været udsat for vold i hjemmet det seneste år. Det viser en ny, hårrejsende rapport fra Børns Vilkår.

Udgivet: 26/04/2022

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

"Min far er nogle gange voldelig, og kan finde på at slå, nive, eller hive i mig, men efter nægter han nogensinde at have rørt mig. Han råber også meget, og kan blive rigtig sur. Han siger at det er min egen skyld, fordi jeg er sådan en møgunge, og at jeg aldrig hører efter."

Sådan siger en anonymiseret pige på 15 år til BørneTelefonen i Børns Vilkårs nye rapport om vold mod børn. Og hun er ikke alene med den oplevelse, skriver NB-Social.

På trods af man i 1997 forbød forældre at slå sine børn, så har mere end hver femte barn i 8. klasse været udsat for vold i hjemmet en eller flere gange det seneste år. Samtidigt er det næsten hver fjerde, der har været udsat for psykisk vold, selvom psykisk vold i nære relationer har været strafbart siden 2019.

”Det er chokerende mange børn, som lever med vold. Sammenligner man med tidligere undersøgelser, virker det ikke, som om det er blevet bedre, på trods af at forældres vold mod børn har været forbudt i 25 år. Der er klart et behov for at gøre meget mere for at forebygge og stoppe volden mod børn," siger direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl, i en pressemeddelelse og fortsætter:

"Vi må hjælpe de ramte børn bedre og sikre, at det får konsekvenser for voldsudøverne. Vi bør også øge forebyggelsen af vold i familier i risiko. Som det er nu, er det langt fra alle børn, der ved, at de har ret til en opvækst fri for vold, og nogen bebrejder sig selv for at være udsat for volden. Som samfund må vi insistere på, at det aldrig er børnenes skyld!”

null

46 procent har været udsat for en slags vold

Børn Vilkår har også undersøgt, hvor mange forskellige former for vold, eleverne har været udsat for. Her har langt de fleste kun været udsat for en slags vold.

Derudover kan man læse i undersøgelsen, at af alle elever er det syv procent, der har været udsat for én enkelt voldshandling fra en forældre, stedforældre eller plejeforælder. 15 procent har oplevet gentagne voldshandlinger.

Af de elever, der har været udsat for vold, der har 32 procent været udsat for én voldshandling. 68 procent har været udsat for gentagen vold. Af de elever, der har været udsat for fysisk vold fra deres forældre, så er 55 procent piger, 41 procent er drenge og 4 procent har angivet, at de har en anden kønsidentitet.

Ifølge undersøgelsen er det ligeså ofte mødre som fædre, der udøver fysisk vold. 14 procent har været udsat for fysisk vold fra én forældre, mens otte procent har været udsat for vold fra flere forældre - ofte to personer.

null

Næsten hver fjerde udsat for psykisk vold

23 procent af eleverne i 8. klasse har været udsat for psykisk vold. Hyppigst har det drejet sig om, at eleverne er blevet kaldt noget, der gjorde dem kede af det:

null

Ligesom ved fysisk vold har de fleste af eleverne kun oplevet en form for vold. Her er det 50 procent.

null

Ud af de elever, der har været udsat for psykisk vold fra deres forældre, er 60 procent piger, 35 procent drenge og fem procent har angivet, at de har en anden kønsidentitet. Som ved den fysiske vold er det ligeså ofte mødre som fædre, der udøver den psykiske vold.

14 procent har været udsat for psykisk vold fra en enkelt omsorgsperson, mens ni procent har været udsat for psykisk vold fra flere personer, hvilket typisk er to.

Tier om volden

Af de elever, der er blevet udsat for fysisk og/eller psykisk vold, angiver 41 procent af dem, at de ikke har fortalt nogen om volden. I undersøgelsen er de hyppigste forklaringer, at de ikke synes, det er nødvendigt at tale om, at de har lyst til at glemme det, at ikke tror de kan få hjælp, at de ikke vil give deres familie problemer eller lignende.

Mange børn er også bange for konsekvenserne. Eksempelvis har en 14-årig pige skrevet til BørneTelefonen:

”Jeg har det forfærdeligt herhjemme, og jeg er bange for at kontakte nogen. Jeg er bange for at kontakte nogen, fordi jeg er bange for de kontakter mine forældre og så kan jeg måske ikke få lov til at blive fjernet fra mit hjem. Så er jeg bange for min mor vil slå mig endnu mere... og det vil jeg ikke have der sker. Jeg drømmer tit om at jeg har en far og en mor, som elsker mig.”

Læs mere om vold mod børn her:

Læs også:
Stort mørketal for vold mod børn

Sidst opdateret: 26/04/2022 - 13:23

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]