"Jeg har fødselsdag i dag, og jobbet her er den bedste gave for mig," siger den ukrainske flygtning Nadiia Kohat, som har fået job hos MidtVask i Aarhus.

"Jeg har fødselsdag i dag, og jobbet her er den bedste gave for mig," siger den ukrainske flygtning Nadiia Kohat, som har fået job hos MidtVask i Aarhus. - Foto: TV2 ØSTJYLLAND

Kommuner knokler for at få ukrainere i job

Mens flygtningestrømmen fra Ukraine tager til, er de første flygtninge kommet i job i Aarhus. I Randers planlægger kommunen at holde jobmesse mellem ukrainere og omkring 100 virksomheder efter påske.

Udgivet: 11/04/2022

Del artiklen:

Krigen i Ukraine har sendt tusindvis af flygtninge mod Danmark, og det har fået flere virksomheder til at melde ud, at de står klar med arbejde til flygtningene. Alligevel er ganske få indtil videre kommet i arbejde.

Før de ukrainske flygtninge kan komme i arbejde, skal de nemlig have opholdstilladelse og CPR-nummer, og det har aktuelt blot 375 ukrainere fået i Østjylland, hvoraf de 129 befinder sig i Aarhus.

TV2 ØSTJYLLAND har været i kontakt med flere af kommunerne i sit sendeområde. Blandt andre Samsø Kommune, hvor der endnu ikke er uddelt nogen opholdstilladelser, mens der i Randers Kommune er uddelt 44. Et par af dem er i job.

Med til historien hører, at en del af flygtningene er pensionister og børn, som ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet.

Det gør til gengæld Nadiia Kohat og hendes mor, som fredag havde første arbejdsdag på MidtVask i Aarhus.

"Jeg har fødselsdag i dag, og jobbet her er den bedste gave for mig," siger Nadiia Kohat til TV2 ØSTJYLLAND.

Mor og datter flygtede i marts fra Ukraine, og både Nadiia Kohat og hendes mor har nu fået opholdstilladelse og dansk CPR-nummer, og det betyder, at de kan arbejde på vaskeriet.

"Jeg er så glad, for min mor forstår hverken dansk eller engelsk, men hun kan arbejde og er rigtig glad for at være her," siger Nadiia Kohat.

Randers hjælper med at lave CV'er

At modtage ukrainske flygtninge er de også klar på i Randers, hvor de i forrige uge åbnede et velkomstcenter, og her får flygtningene blandt meget andet hjælp til at udarbejde et CV, hvilket flere allerede har gjort, fortæller kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt.

Endvidere har de samtaler i velkomstcentret om, hvordan det danske arbejdsmarked ser ud, og hvilke kvalifikationer der efterspørges.

"Og man prøver at finde ud af, hvad ukrainerne har af forskellige eksamensbeviser, men der er også nogle ukrainere, som allerede nu har fået job, og som selv har fundet det, for det behøver jo ikke at være via os," siger kommunaldirektøren til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

"Der er rigtig mange ukrainere, der er helt klar til at få et job, men der er selvfølgelig også nogle, der har brug for et lidt længere forløb i forhold til det, de har været udsat for."

Sideløbende med flygtningestrømmens tiltagen har omkring 100 virksomheder meddelt jobcentret, at de er klar til at give praktikpladser eller regulære job til ukrainske flygtninge, og derfor giver kommunen processen et puf.

"Her efter påske laver vi en jobmesse for virksomheder og ukrainere, hvor de simpelthen kan møde hinanden," siger Jesper Kaas Schmidt fra Randers.

Læs NB-Kommunes tema om flygtninge

Sidst opdateret: 11/04/2022 - 16:39

Emner: Randers Kommune, Aarhus Kommune, Samsø Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]