
Der mangler kompetencer i folkeskolen til elever med særlige behov. - Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Ny rapport: Kompetencer mangler til elever med særlige behov
I en ny rapport kan man læse, at der mangler kompetencer på almenskolerne til elever med særlige behov. Flere kommuner forsøger at løse det med mellemformer, der kombinerer det almene og speciale.
Udgivet: 01/04/2022
I VIVEs nye rapporter, der dykker ned i inklusionen i folkeskolen, kan man læse, at der mangler kompetencer hos almenskolerne til at undervise elever med socio-emotionelle vanskeligheder og særligt sårbare elever.
Socio-emotionelle vanskeligheder er vanskeligheder i sociale sammenhænge. Man har svært ved at genkende, nuancere og regulere sine følelser. Det opstår ofte hos tidligt skadede børn eller børn med tilknytningsforstyrrelser. Ofte ses det i kombination med udadreagerende adfærd og ADHD.
Mellem 30 og 50 procent af de skolechefer, PPR-ledere (Pædagogisk-psykologisk rådgivning), skoleledere samt lærere, som har deltaget i VIVEs undersøgelser, vurderer, at der ikke er tilstrækkelige kompetencer hos almenskolerne.
Flere kommuner og skoler prøver dog at løse problematikken ved at opbygge større kapacitet hos lærere og pædagoger. Man har blandt andet udvidet lærernes og pædagogernes muligheder for specialpædagogisk sparring.
Mellemformer mellem det almene og speciale
Det er ikke det eneste, kommunerne gør på området. 81 ud af 82 af de kommuner, der har deltager i undersøgelsen, arbejder med en eller flere såkaldte mellemformer. Internt i kommunerne er der dog forskel på, hvor meget skolerne bruger det.
Mellemformer dækker over forskellige måder at kombinere kompetencer, støtte, specialundervisning og almenundervisning. Det er en måde, hvor man kan sikre, at flere elever får tilgodeset deres undervisningsmæssige behov inden for almenskolens rammer. Samtidigt forebygger det behovet for specialundervisning.
Mellemformer er ikke et veldefineret begreb i lovgivningen. Folkeskoleloven fastlægger, hvordan kommuner og skoler kan tilrettelægge almen- og specialundervisning til elever med særlige behov. Det giver en ramme for, hvordan der kan arbejdes med forskellige mellemformer.
"Både i forhold til børnenes trivsel og læring, men også økonomisk set, kan det være nødvendigt at tænke i nye organiseringer af undervisningen. Skal det lykkes med mellemformer, skal der være en god elevsammensætning og et tæt samarbejde med forældre og elever. Samtidig er det vigtigt, hvordan eleverne oplever undervisningen, og hvad de socialt og fagligt får ud af den samlede undervisning. Og så er det afgørende, at læreres og pædagogers kompetencer matcher elevsammensætningen,” siger Thyge Tegtmejer, forsker i VIVE, i en pressemeddelelse.
To hovedtyper
På trods af den manglende definition finder VIVE frem til, at der er to hovedtyper:
- Mellemformer, hvor elevens samlede undervisningstilbud er tilrettelagt sådan, at eleven modtager undervisning både i en almenklasse og i et segregeret specialundervisnings-tilbud eller modtager specialundervisning på et særligt hold.
- Mellemformer, hvor almenundervisningen tilpasses med henblik på at imødekomme særlige undervisningsmæssige behov inden for almenklassens rammer, idet der tilføres specialpædagogiske kompetencer samt eventuelle øvrige ressourcer.
Begge udgaver af mellemformer beskrives som effektive i flere studier.
Regeringen og KL vedtog med økonomiaftalen for 2020 at gennemføre en undersøgelse af inkluderende læringsmiljøer og specialpædagogisk bistand. Undersøgelsen, der omfatter syv rapporter, følger op på inklusionseftersynet fra 2016. De har særlig fokus på, hvordan kommuner og skoler arbejder med styring og organisering af inkluderende læringsmiljøer og den tilknyttede faglige praksis og støtte til elever.
Sidst opdateret: 31/03/2022 - 23:00
Emner: Inklusion







































