
Håndteringen af affald i Næstved Kommune giver den tyske koncern Remondis ridser i lakken. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Kommune får stor erstatning for smadrede skraldespande
Næstved Kommune vinder voldgiftssag mod Remondis om hårdhændet behandling af affaldsbeholdere. Dermed holdes forbrugerne skadesløse.
Udgivet: 31/03/2022
En langvarig strid mellem affaldsfirmaet Remondis og Næstved Kommune om ødelagte affaldsbeholdere er nu blevet afgjort i Voldgiftsretten.
Den særlige retsinstans, som er sat i verden for at afgøre tvister mellem parterne, har afgjort, at Remondis skal betale Næstved Kommune 6,8 millioner kroner plus sagsomkostninger, efter at kommunen havde klaget over riller i drypkanten på knap 17.000 beholdere.
Det skriver Sjællandske Medier.
Afgørelsen kommer efter en langvarig strid med den tyske affaldsgigant, der henter affald i Næstved Kommune. Tilbage i 2019 blev kommunen gjort opmærksom på, at beholderne var blevet udsat for hårdhændet behandling under tømning. Kanterne blev gennemskåret, og der, hvor de skulle være stabile, var de revnet, skriver Sjællandske Medier.
Derfor ansatte Team Affald fem-seks medarbejdere, hvis eneste opgave var at fotografere og dokumentere skader på affaldsbeholderne.
I alt 19.000 husstande blev besøgt, og knap 17.000 affaldsbeholdere var defekte, da der trængte vand ind i beholderne til pap og papir. Dermed blev papiret vådt og var uanvendeligt til genbrug.
Afgørelsen vækker glæde i Næstved Kommune.
"Vi er godt tilfredse. Det vigtigste for os var at holde affaldskunderne skadesløse, og at kommunen igen har brugbare beholdere, der ikke ødelægger værdien af det sorterede affald," siger driftsansvarlig i Team Affald, Gert Christensen, til Sjællandske Medier.
Sidst opdateret: 31/03/2022 - 08:53
Emner: Næstved Kommune, Affald, Affaldshåndtering, affaldsindsamling












































