Der kan blive ekstra trængsel i mange skolegårde - og klasser, når nu der kommer mange ukrainske flygtningebørn til landet. Det kan komme til at trække hårde veksler på velfærds-danskerne, forudser KL-formand Martin Damm.

Der kan blive ekstra trængsel i mange skolegårde - og klasser, når nu der kommer mange ukrainske flygtningebørn til landet. Det kan komme til at trække hårde veksler på velfærds-danskerne, forudser KL-formand Martin Damm. - Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen og Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Analyse: Kommunerne bliver tryktestet nu

Kan kommunerne opretholde velfærden til borgerne på det ønskede niveau, hvis man samtidig skal tage sig af 100.000 flygtninge fra Ukraine? Det vil tiden vise, men nemt bliver det bestemt ikke. KL-formanden er begyndt øvelsen med at forventningsafstemme med borgerne og Folketinget.

Udgivet: 28/03/2022

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

Der er allerede 26.000 ukrainske flygtninge i Danmark, som har søgt om opholdstilladelse eller asyl. Og i fredags gjorde regeringen det klart, at myndighederne nu bliver nødt til at gøre klar til at kunne modtage 100.000 flygtninge fra krigen i Ukraine.

Antallet er så voldsomt, at formanden for KL (Kommunernes Landsforening), borgmester Martin Damm (V), kommer med en udtalelse til Ritzau, som er værd at bemærke:

"Kommunerne forsøger at løse det her, men vi beder om forståelse fra regeringen og vores borgere til, at alt ikke kommer til at være, som det plejer."

Læs også:
Kommunerne: 100.000 flygtninge får konsekvenser for velfærden

Med udmeldingen begynder Martin Damm at forventningsafstemme med borgerne og politikerne på Christiansborg. For han har set skriften på væggen:

Kommunerne får særdeles svært ved at leve op til velfærds-danskernes krav, hvis de samtidig skal tage hånd om 100.000 ukrainske flygtninge.

Kan kommunerne levere varen?

Her er nogle områder, hvor kommunerne bliver testet på leveringsdueligheden i den kommende tid:

  • Hvordan skal man skaffe husly til 100.000 ekstra mennesker inden for få måneder ? Eksempelvis er der kun ca. 3.000 tomme almene boliger.
  • Hvordan skal man leve op til de stærke politiske ønsker om minimumsnormeringer i daginstitutionerne med tusindvis af ukrainske børn, der skal passes, og samtidig mangel på pædagoger?
  • Hvordan skal man holde klassekvotienterne nede med flere ukrainske børn i hver klasse, og samtidig mangel på lærere?
  • Hvordan sikrer man tilstrækkeligt hjælp til traumatiserede kvinder og børn, når nu psykiatrien i forvejen er nødlidende?

Rækken af uafklarede spørgsmål kan fortsættes. Og det er nok i det lys, man skal se KL-formandens behov for at forventningsafstemme. For der er ingen, der siger, at kommunerne om bare et halvt år bliver set på med så milde øjne som nu. Her i foråret det jo sådan, at kommunerne rider på en bølge af velvilje fra de hjælpelystne danskere. Næsten alle vil gerne give ukrainerne en hjælpende hånd på den ene eller den anden måde.

Når efteråret og vinteren sætter ind i Danmark, så kan befolkningens hjælpelyst over for ukrainerne være blevet mere afdæmpet. For hvor længe vil forældre se på, at deres pode ikke får tiltrængt hjælp fra lærerne i en overfyldt folkeskoleklasse?

Eller hvad med småbørnsforældrene: Vil de acceptere at hente børn med tissetunge bleer, fordi der ikke har været tilstrækkeligt med hænder i vuggestuen til at skifte alle børnene?

En vis lydhørhed indtil videre

Når man ser på kommunernes forhold til regeringen, lader det til indtil videre at KL har regeringens ører. I hvert fald har udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) forsikret, at "der vil følge penge med fra staten. Kommunerne kommer ikke til at ende med Sorteper."

Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) har tilsyneladende også indset, at kommunerne bliver hårdt presset med alle de ukrainske flygtninge. I hvert fald vendte han forrige uge rundt på en tallerken. Først ville han ikke åbne op for, at tomme boliger i ghettoer kunne anvendes til midlertidigt at huse ukrainere. Men i fredags ombestemte han sig og gav udtryk for, at med udsigten til måske 100.000 flygtninge i Danmark, så kunne ghettolejlighederne også bringes i spil:

Læs også:
Regeringen vil huse ukrainere i udsatte boligområder

Inden for godt og vel ét år skal der afholdes et valg til Folketinget. Og det vil normalt indebære, at regeringen - i det her tilfælde Socialdemokratiet - vil gå ud og fortælle befolkningen, om al den gode velfærd, regeringen har tilvejebragt, og at der er mere på bedding. Men med ukrainerne i landet, stor mangel på omsorgsmedarbejdere og stigende udgifter til blandt andet militæret, vil ønsker om øget velfærd blive særdeles vanskelige at indfri.

Det kan udløse mindre tålmodighed i regeringskontorerne og i Folketinget med kommunerne og deres evner til at sørge for den nære velfærd.

Den helt store tryktest af kommunerne er begyndt.

Sidst opdateret: 28/03/2022 - 11:18

Emner: KL - Kommunernes Landsforening, Kaare Dybvad Bek (S), indenrigs- og boligminister, Martin Damm, (V) formand for KL og borgmester i Kalundborg

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]