
Professor Nina Smith var sammen med Bo Lidegaard, som er tidligere chefredaktør på Politiken, på scenen til KLs topmøde. Her skulle de blandt andet tale om, hvor vidt velfærdssamfundet var gode nok til at gribe unge mennesker, der hverken er i arbejde eller under uddannelse. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Professor om ungeindsats: Kommuner skal samarbejde med virksomheder om job
Alt for mange unge mennesker tabes i dag, mener professor Nina Smith: 'Der er et stort potentiale i at finde ud af at gøre det bedre og kigge mere helhedsorienteret på mennesker.'
Udgivet: 22/03/2022
Alt for mange unge risikerer at blive fanget i systemet. Det fortæller Nina Smith i en samtale om blandt andet ungeindsatsen i kommunerne med tidligere chefredaktør på Politiken Bo Lidegaard til Kommunernes Landsforenings (KL) topmøde i sidste uge.
Ifølge professor fra Aarhus Universitet Nina Smith, der også er formand for kommissionen for 2. generationsreformer, er det vigtigt at gribe ind overfor de unge, så de ikke ender som del af en kedelig statistik som voksne.
"Vi har cirka 200.000 voksne mennesker, som cykler rundt i alle mulige midlertidige ordninger. De er ikke visiteret til en førtidspension eller et fleksjob. Det var egentlig blot meningen, at de i vores velfærdssamfund i en kort periode lige skulle havde været nede i nettet og så op igen," siger Nina Smith.
"Men de har gået der i årevis. Vi har haft 200.000 af de her voksne mennesker i de seneste tyve år uanset konjunkturer."
Professoren fortæller, at der er en gruppe af unge, som risikerer at blive en del af den gruppe.
"Vi taber så frygtelig mange unge mennesker i dag. Og det bliver flere og flere. Det er her, vi virkelig har noget at sætte ind på. Det er vi faktisk ikke så gode til i vores velfærdssamfund," siger Nina Smith.
Mange kommuner har prøvet at gøre noget for den gruppe af unge, som ikke kommer i hverken uddannelse eller job. Nina Smith anerkendte på KL-topmødet, at det ikke er et nemt arbejde.
"Der er et stort potentiale i at finde ud af at gøre det bedre og kigge mere helhedsorienteret på mennesker. Den gode nyhed er, at det er der nogle kommuner, der faktisk begynder at lykkes med," siger Nina Smith.
Partnerskaber med virksomheder og civilsamfundet
Hvis man vil have flere unge mennesker ind på en uddannelse eller i job, så skal kommunerne til at lave flere partnerskaber med virksomheder og civilsamfundet. Det skal starte helt nede i folkeskolen med flere fritids- og deltidsjob, mener Nina Smith.
"En ting man skal gøre meget mere ud af i kommunerne, det er at udbygge partnerskaber med civilsamfund og virksomheder. Mange af de unge, som ikke kan klare at komme igennem en ungdomsuddannelse, skal måske have et job på fleksible vilkår," siger Nina Smith til NB-Økonomi.
"Jeg tror meget på betydningen af at komme ud på rigtige arbejdspladser med rigtige kolleger og arbejdsfællesskaber."
Nina Smith mener, at der er gode ungeindsatser i gang i flere kommuner. Hun fremhæver blandt andet Hjørring Kommune, som hun tror har fat i noget af det rigtige.
"Én af de kommuner, vi har kigget på er Hjørrings ungeindsats, hvor man har besluttet, at man vil møde samtlige unge, som ikke bare går den lige vej gennem uddannelsessystemet og ud i et job," fortæller Nina Smith.
"Man har en ambition om, at alle unge skal have en positiv destination. Det er det, de arbejder for i alle afdelinger i kommunen."
Hun mener, at der er lovende tendenser i de kommuner, der prøver at lave en helhedsorienteret indsats. Det er vigtigt, at de unge ikke kastes rundt i systemet fra afdeling til afdeling. De skal ud og have et fritidsjob, deltidsjob med fleksible vilkår eller lignende, lyder rådet fra Smith.
"Vi er blevet meget opdelt i siloer. Det er alle i kommunerne godt klar over," siger Nina Smith.
Kommer ikke udenom lempelser i lovkravene
Udover samarbejde med virksomheder og helhedsorienteret indsats, som kommunerne selv er herre over. Så skal man også se på lovkravene på beskæftigelsesområdet, fortæller Nina Smith til NB-Økonomi. Det er fint med frikommunerne, mener hun, men der skal også ses på lovkravene.
"Der meget regulering i forhold til den her gruppe af borgere med komplekse problemer, som måske ikke altid giver mening eller i virkeligheden er hjælpsom i forhold til at lykkes med at få borgere i job," siger Nina Smith. "Her er der megen regulering omkring samtaler, ressourceforløb og så videre, som måske ikke fungerer særlig godt."
Hun tilføjer dog, at kommunerne også skal gribe i egen barm, da de sagtens kan gøre meget selv på det sociale område uden først at vente på Christiansborg. Grundlæggende skal man til at tænke velfærdssamfundet på en anden måde, end man hidtil har gjort.
"Jeg tror, at vi bliver nødt til at have en anden måde at tænke på i vores velfærdssamfund og den måde, vi arbejder på ude i kommunerne. Det er det, som jeg sidder med i kommissionen," siger Nina Smith.
Det forventes, at kommissionen kommer med sine anbefalinger på ungeområdet i december.
Sidst opdateret: 22/03/2022 - 13:43
Temaer: Ungdomsarbejdsløshed
Emner: Unge, Ungeindsats








































