Ambitionsniveauet er for lavt i den nye aftale om udflytning af studiepladser, mener Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd.

Ambitionsniveauet er for lavt i den nye aftale om udflytning af studiepladser, mener Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd. - Foto: Mads Krabbe

Landkommuner kritiserer ny aftale om udflytning af studiepladser

Der bliver skudt under målet i den nye aftale om udflytning af studiepladser. Det mener formanden for Landdistrikternes Fællesråd, som er skuffet.

Udgivet: 22/03/2022

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

Hvis Folketinget vitterligt vil skabe sunde og lækre studiemiljøer uden for de store universitetsbyer, så skal ambitionsniveauet op.

Det mener Steffen Damsgaard, som er formand for Landdistrikternes Fællesråd.

Kritikken kommer efter, at der natten til tirsdag blev indgået et forlig om udmøntningen af den politiske aftale 'Flere og bedre uddannelsesmuligheder i hele Danmark.'

Læs også:
Aftale om udflytning af uddannelser er faldet på plads

Steffen Damsgaard hæfter sig ved, at hvor et flertal i Folketinget oprindeligt havde lagt op til, at mellem 5 og 10 procent af studiepladserne i de fire store universitetsbyer skulle udflyttes, så er man nu havnet på en udflytningsprocent på 6,4.

"Det oprindelige udspil havde et højt ambitionsniveau om at brede uddannelsesmulighederne ud til hele landet. Derfor kan jeg konstatere, at et reduktions- og nedskaleringskrav på 6,4 procent ikke er tilfredsstillende," siger Steffen Damsgaard i en meddelelse og fortsætter:

"Hvis vi ikke er konsistente i ønsket om at nedskalere uddannelsespladserne i de fire største byer, og samtidig får etableret endnu flere uddannelsespladser, end aftalen skitserer, bliver opgaven med at tilbyde de studerende et bredt uddannelsestilbud i resten af landet markant sværere - og måske slet ikke realisérbar."

"Vi har brug for at turde investere aktivt i attraktive studie - og ungdomsmiljøer, hvis udflytningsplanen skal realisere intentionen om et bredt uddannelsestilbud i hele Danmark."

Også organisationen Balance Danmark, der repræsenterer en række provinskommuner, havde gerne set et højere ambitionsniveau.

"Der er ingen tvivl om, at vi gerne havde set, at partierne var gået endnu mere ambitiøst til værks og fastholdt et reduktionskrav i de fire store byer på 10 procent. Ikke mindst set i lyset af de faldende ungdomsårgange og den massive vækst i antallet af uddannelsespladser i de fire store universitetsbyer siden 2010," siger formand for Balance Danmark, Kim Ruberg, i en meddelelse.

"Nu ligger der en stor opgave for miljøerne i og omkring de nye uddannelser for at gøre dem attraktive"
Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd

Enhedslisten, Alternativet og Radikale Venstre er ikke med i den nye aftale. De mener, at de nye studiepladser rundt i landet er underfinansierede. Noget af den kritik er dog blevet imødekommet i den nye aftale. Eksempelvis er der prioriteret etableringsmidler til 41 nye uddannelsesinitiativer frem for de oprindelige 23. På den baggrund har Steffen Damsgaard også lidt ros til den nye aftale:

"Aftalen i sig selv reducerer skævvridningen, og eksempler som at Hjørring har fået en socialrådgiveruddannelse, og Foulum en mulighed for at læse til dyrlæge, kommer unægtelig til at spille ind for områdernes attraktivitet," siger Steffen Damsgaard og fortsætter:

"Nu ligger der en stor opgave for miljøerne i og omkring de nye uddannelser for at gøre dem attraktive. Her tænker jeg både i forhold til at aktivere erhvervsliv, bosætning, og i forhold til at fremme kultur- og ungdomslivet."

Læs også:
Få overblik over udflytning af studiepladser

Sidst opdateret: 22/03/2022 - 10:53

Emner: Udflytning, Landdistrikter, Landdistrikternes Fællesråd, Uddannelse

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]