
Martin Damm (V), borgmester på 12. år i Kalundborg Kommune, er nu blevet KL’s nye formand. NB-Kommune har mødt den nye formand til en snak om arbejdet i KL og Kalundborg. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Portræt af ny KL-formand: 'Jeg har det bedst med at være foran'
NB-Kommune har været i Kalundborg og møde borgmester Martin Damm, der nu igen kan kalde sig KL-formand. Det blev til en spændende snak om visioner for KL, den politiske karriere, regneark og cykelløb.
Udgivet: 20/03/2022
"Det er ingen hemmelighed, at lige da jeg blev borgmester i Kalundborg, så var der en, der ringede til mig og sagde: 'Martin, hvis du bliver spurgt, om du skal i KL's bestyrelse, så skal du sige ja'."
"Og det gjorde jeg jo så," fortæller Martin Damm til NB-Kommune.
Han kan nu - igen - kalde sig KL-formand for de næste fire år. Det er dermed en erfaren herre, der stiller sig i spidsen for det kommunale Danmark.
Efter senest at have været KL's næstformand fra 2018 og til nu, og før det fra 2014 til 2018 KL’s formand, kender den 59-årige kalundborgenser efterhånden rumlen i KL som sin egen bukselomme.
"Jeg vil tage fat om anklerne på Christiansborg-politikerne og trække dem ud af det kommunale maskinrum"
Det er med stor glæde, at han endnu en gang får muligheden for at stille sig ved KL-roret.
"Jeg kan godt lide at få lov til at vise, hvad kommunerne egentlig har af betydning i hele den offentlige sektor," siger Martin Damm stålsat.
Og visionen som formand for landets 98 kommuner, den er klar.
“Det bliver en dagsorden at tænke i radikale løsninger, og give Christiansborg et wake-up call, for at løse den massive mangel på arbejdskraft.”
“Og så vil jeg bruge tid på at skabe ægte frihed for kommunerne og tage fat om anklerne på Christiansborg-politikerne og trække dem ud af det kommunale maskinrum. Så kan de tage sig af det, som vi forventer af dem som folketingspolitikere, og så kan vi få lov at drive kommuner,” siger Damm.
Hvis der er noget, den nye KL- frontfigur har lært efter 24 år i kommunalpolitik og otte år i Kommunernes Landsforening, så er det vigtigheden af at være god til at navigere. For selvom visionen er på plads, og køreplanen for de næste fire år er lagt, så kommer der overraskelser.

“Noget ved man selvfølgelig, der venter, men så er der også bare altid noget, der overrasker en. Jeg er for eksempel ret sikker på, at Jacob Bundsgaard ikke havde forudset, at to af hans fireårige periode skulle gå med corona,” fortæller Damm.
Herefter falder samtalen på krigen i Ukraine. For meget tyder på, at krigen i Ukraine bliver den ubekendte faktor, der med sikkerhed kommer til at fylde i Damms første tid som formand.
“Vi ved ikke, hvor længe krigen fortsætter. Og selv hvis der kommer styr på situationen inden for den nærmeste fremtid, så skal vi forholde os til en række eftervirkninger, eksempelvis håndteringen af flygtninge,” lyder det fra Damm.
'Der venter noget knofedt arbejde'
Ser man bort fra krigen i Ukraine et kort øjeblik, er en af de fornemmeste og formodentlig også sværeste opgaver, Martin Damm kommer til at tage sig af som KL-formand, at finde en model, der fungerer godt, når kommunerne skal igennem de famøse faseopdelte budgetforhandlinger.
“Det bliver svært, fordi vi sidder i det der krydsfelt, hvor der er mere finansiering, end der er muligheder i servicerammerne. Og ser vi på anlægssiden, som altid er udfordrende, er alting blevet dyrere. Det er der forskellige holdninger til, hvordan løses. Så der venter noget knofedt arbejde for at gøre alle tilfredse og få tallene til at stemme. Men vi har før kunne komme i mål, så det skal vi også nok komme igen,” siger Damm.
Slapper bedst af med at være på forkant
Når Damm nu igen er blevet formand for KL’, skal han jonglere mellem formandsposten og sit borgmesterskab i Kalundborg. Damm har nemlig efter KV21 taget hul på sin fjerde periode som Venstres borgmester i Kalundborg. Med to så tunge positioner, er det nærliggende at tænke, at han ikke de næste fire år får et ben til jorden.
Men Martin Damm har før mestret at jonglere en formands- og borgmesterpost på en og samme tid. Udsigten til lange arbejdsdage lader da heller ikke til på ingen måde til at være noget, der holder ham vågen om natten.
"Jeg roder mig generelt ud i alle mulige ting hele tiden, så jeg er vant til at have meget travlt," fortæller Martin Damm og griner.
"Jeg siger altid for sjov, at vi er 27 i kommunalbestyrelsen. Én, der sørger for at skaffe pengene, og 26, der bruger dem"
Så længe han husker, er det faldet ham naturligt at indgå i foreningsarbejde og generelt engagere sig, hvis der har været brug for hænder, eller hvis han har ville se forandring.
“Jeg var kun midt i tyverne, da jeg blev valgt ind i bestyrelsen i det lokale vandværk. De andre gloede noget åndsvagt på mig, for de var altså ikke vant til at se sådan en ung en som mig komme der. Men der skulle laves noget ved vandværket, så måtte man jo melde sig,” fortæller Damm.
Selvom timetallet nemt sniger sig op på 70 timer om ugen, går han ikke rundt med en følelse af at skulle - trække stikket - for at lade batterierne op, tværtimod.
“Jeg har det bedst med at være foran og vide, at der ikke ligger noget og ulmer. Så det system, der fungerer for nogle, med at lægge telefonen helt væk på et bestemt tidspunkt, det virker ikke for mig. Jeg er mest afslappet, når jeg undgår at spekulere over, om der er noget, jeg ikke har fået tjekket op på eller er blevet fortalt,” siger Damm.
Et talende regneark
Da Martin Damm trådte ind lokalpolitik i 1998, blev han hurtigt kendt under navnet 'et talende regneark'. Motivation for at melde sig ind i kommunalbestyrelsen i det, der dengang hed Gørlev Kommune, kom sig af at, kommunen "var lige kæk nok med måden, de brugte pengene på", lyder det fra Damm.
"Den tankegang har aldrig sluppet mig."
"Jeg har altid sagt til dem, der kalder mig et talende regneark, at de da skal være glade for, at der er én, der ser på, om tallene stemmer," fortæller Martin Damm med et glimt i øjet.
Kalundborg Kommune er den kommune i landet, der over en 10-årig periode har haft den højeste gennemsnitlige vækst pr. indbygger. Årsagen skal blandt andet findes i, at en række biotek virksomheder som Novo Nordisk, Novozymes og en række følgeindustrier alle har hjemme i Kalundborg.

De resultater gør en excel-glad borgmester som Martin Damm rigtig tilfreds. Hans lod som borgmester, mener han, nemlig ligger i at være den, der ændrer rammebetingelserne, så der bliver penge til alt det sjove.
“Jeg siger altid for sjov, at vi er 27 i kommunalbestyrelsen, én, der sørger for at skaffe pengene, og 26, der bruger dem,” lyder det fra Damm.
100 km på cykel
Mellem virksomhedsbesøg, byrådsmøder på rådhuset og kommunale topmøder i KL, finder han dog også lidt fritid. Og så er det især fodbold, der trækker. Lige nu røber borgmesteren dog, at foden er skadet, så lige nu får fodboldstøvlerne et hvil på skohylden derhjemme. Men så er det godt, at den energiske borgmester har en ny idé i ærmet, han kan gå og se frem til.
"Næste projekt er Tour-de-Storbælt. Vi er en gruppe på 10, som skal køre 100 km på cykel med start i Kalundborg den 11. juni. Fra Kalundborg går turen gennem Holbæk og Odsherred og ned til Storebælt," fortæller Damm.
"Det er sådan en flot tur og med gode bakker, så jeg håber ikke, vi får modvind den dag," griner han.
"Jeg er åremålsansat, og hver fjerde år går jeg til ansættelsessamtale hos det store ansættelsesudvalg"
Borgmesteren har tidligere kørt med Team Rynkeby til Paris, så ukendt er det på ingen måde for ham at sætte sig i cykelsadlen og træde i pedalen.
Hvor mange år, den 59-årige politiker endnu planlægger at blive i politik, er ikke op til ham at afgøre, mener han.
"Jamen, det ved jeg jo ikke,” griner han.
"Jeg plejer at sige, at jeg er åremålsansat, og hver fjerde år går jeg til ansættelsessamtale hos det store ansættelsesudvalg," lyder det fra Damm.
BLÅ BOG
- Født 17. februar 1963 (59 år) i Skælskør
- Gift og har to børn på 30 og 34 år
- Gjort karriere i Søværnet, hvor han i alt har været i 14,5 år
- Udannet elektromekaniker og civiløkonom
- Har en master i Public Management
- Har arbejdet som campuschef på Syddansk Universitet og undervist i IT på Slagelse Handleskole.
- Venstre-borgmester i Kalundborg siden 2010
- Formand i KL i 2014 - 2018 – og nu igen i 2022 – 2026.
- Har stor interesse i det lokale foreningsliv, hvor han selv spiller fodbold og tidligere har været træner
Sidst opdateret: 21/03/2022 - 07:50
Emner: KL - Kommunernes Landsforening, Kalundborg Kommune, Martin Damm, (V) formand for KL og borgmester i Kalundborg, Borgmestre









































