Effekterne af coronapandemien kommer til at koste flere ansatte deres arbejde i Nationalmuseet. (Arkivfoto).

Effekterne af coronapandemien kommer til at koste flere ansatte deres arbejde i Nationalmuseet. (Arkivfoto). - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Nationalmuseet nedlægger stillinger i mangel på turister

Færre besøgende og større udgifter til et nyt magasin gør, at Nationalmuseet må tilpasse sin økonomi.

Udgivet: 17/03/2022

Del artiklen:

Nationalmuseet skal sige farvel til flere af sine ansatte på grund af færre besøgende.

Det oplyser Nationalmuseet i en pressemeddelelse.

I alt forventer museet at nedlægge cirka 20 fuldtidsstillinger. Til sammenligning er der i øjeblikket cirka 730 ansatte.

Nationalmuseet fortæller ellers, at det er kommet godt igennem pandemien.

Men større udgifter til museets nye magasin til danske nationalskatte og en forventning om færre besøgende, særligt turister, gør, at museet må tilpasse sin økonomi for 2023.

Ifølge Nationalmuseet viser prognoser fra FN's turismeorganisation (UNWTO), at turisterne først begynder at vende tilbage til Danmark i slutningen af 2023 eller i 2024.

Det gør ondt på Nationalmuseet, som normalt har to millioner besøgende på et år, hvoraf turister plejer at udgøre en betydelig del. Det siger Rane Willerslev, Nationalmuseets direktør.

- Over halvdelen af vores gæster er normalt turister, og dem forventer vi desværre at se væsentligt færre af i de kommende år.

- Det er vi nødt til at tage bestik af nu og tilpasse vores økonomi for 2023 til den nye virkelighed, siger Rane Willerslev.

Tilpasningerne er baggrund for, at der må afskediges medarbejdere. Der vil blive tilbudt mulighed for frivillig fratrædelse, så færre skal afskediges.

- Mit fokus vil være på, at vi får en god og ordentlig proces i en svær tid, siger direktøren.

Nationalmuseet har allerede trimmet sin organisation for både 2022 og 2023. Men man kommer altså ikke udenom at trimme den yderligere.

Nationalmuseet har en samlet økonomi på 400 millioner kroner. En fjerdedel - altså 100 millioner kroner - kommer fra billetindtægter.

De resterende 300 millioner kroner er statslige bevillinger og tilskudsmidler fra private fonde.

Nationalmuseet er Danmarks statslige, kulturhistoriske hovedmuseum.

/ritzau/

Sidst opdateret: 17/03/2022 - 08:46

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]