
Det skal gøres attraktivt at tage pædagoguddannelsen og give de mange pædagogisk erfarne, men ufaglærte medarbejdere i kommunens dagtilbud. - Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Mere i løn skal sikre flere uddannede pædagoger i Aarhus
For at sikre endnu flere pædagogisk uddannede medarbejdere i vuggestuer og børnehaver, forlænger Aarhus Kommune en ordning om fuld løn til studerende på den såkaldte meritpædagoguddannelse i resten af 2022.
Udgivet: 14/03/2022
Ældreplejen mangler sosu-assistenter og børnehaverne mangler pædagoger. Sådan ser det ud i de fleste kommuner i disse år.
Derfor vil mange kommuner gøre det mere attraktivt at tage uddanne sig til pædagog. I Aarhus vil man nu give de mange ufaglærte ansatte i dagtilbud mulighed for at tage meritpædagoguddannelsen.
Det forklarer Thomas Medom (SF), der er rådmand i Aarhus Kommune for Børn og Unge:
“Vi har akut mangel på uddannet personale i vores dagtilbud, og det bliver kun værre i fremtiden. Meritpædagoguddannelsen er en rigtig god mulighed for de medarbejdere, som allerede er ansat i vores dagtilbud, men ikke har en pædagogisk uddannelse. Én af barriererne for deltagelse er dog vanskelighederne ved at få privatøkonomien til at hænge sammen under uddannelsen," siger Thomas Medom og fortsætter:
"Derfor sikrede vi i 2019 fuld løn under uddannelsen, og den ordning har vi nu valgt at forlænge. Det er jeg meget tilfreds med, fordi det er afgørende for vores dagtilbud, at vi kan rekruttere mere pædagogisk personale, og at en større del af medarbejderne i kommunens vuggestuer og børnehaver er uddannet.”
Ligesom resten af landet, står Aarhus Kommune overfor alarmerende rekrutteringsudfordring. Inden 2030 vil der mangle omkring 800 fuldtidsstillinger – svarende til 1.100 pædagoger.
”Vi har allerede igangsat flere initiativer. Nogle skal få flere til at søge ind på de pædagogiske uddannelser, og andre skal tiltrække og fastholde pædagogisk personale til byens dagtilbud og skoler. Det er svært, og ikke noget vi løser i et snuptag,” siger Thomas Medom.
Rådmanden opfordrer interesserede til at besøge hjemmesiden aarhus.dk/DetGodePædagogliv, hvor man kan læse mere om udfordringerne og de initiativer, der er igangsat.
Meritpædagoguddannelsen udbydes af Via University College.Der er deadline for tilmelding den 15. marts og opstart 1. september.
Sidst opdateret: 14/03/2022 - 09:35
Emner: Daginstitution, Uddannelse








































