
Når cykelryttere fra Tour de France skal ud på etaperne, er det noget, der fylder godt på vejene som her under opløbet sidste år i Paris. Det sætter prop i trafikken, også når de kommer til Danmark til sommer. - Foto: Stephane Mahe/Reuters
FAKTA: Lad bilen stå når Tour-rytterne kommer til Danmark
Tour de France kommer til at skabe trafikkaos til sommer. Her er, hvad du bør vide om følgerne for trafikken.
Udgivet: 09/03/2022
For første gang nogensinde kommer verdens største cykelløb, Tour de France, til Danmark.
Det kommer til at påvirke trafikken markant, når løbet fra den 1.-3. juli kommer igennem 13 af landets kommuner.
Her er, hvad du bør vide, hvis du skal ud i trafikken i løbet af Tour-weekenden.
* Første etape: 13 kilometer enkeltstart i København fredag den 1. juli.
Fra mandag den 27. juni er H.C. Andersens Boulevard og Rådhuspladsen afspærret for bilkørsel og parkering.
Selve ruten afspærres for al kørsel fra den 1. juli frem til lørdag eftermiddag den 2. juli.
Hele ruten lukkes for parkering fra torsdag morgen den 30. juni.
Løbsledelsen råder til, at man benytter offentlig transport og ikke kører i bil i København.
Der forventes at være normal trafik igen lørdag eftermiddag den 2. juli.
* Anden etape: 202 kilometer fra Roskilde til Nyborg lørdag den 2. juli.
Trafikken i og omkring Roskilde, Lejre, Odsherred, Holbæk, Kalundborg, Korsør og Nyborg vil være påvirket hele dagen.
Storebæltsbroen er lukket i begge retninger lørdag den 2. juli fra kl. 13.00 til 18.00. Motorvejene, der fører til Storebæltsbroen, kan blive spærret allerede fra klokken 12.30.
Togtrafikken over Storebælt vil ikke være påvirket af nedlukningen af Storebæltsbroen.
Det forventes, at en del trafikanter benytter færger lørdag den 2. juli.
* Tredje etape: 182 kilometer fra Vejle til Sønderborg, søndag den 3. juli.
Trafikken i og omkring Vejle, Kolding, Haderslev, Aabenraa og Sønderborg vil være påvirket i lange perioder.
Skal man ud at køre bil søndag, skal man afsætte ekstra god tid og orientere sig om trafikken på forhånd.
Skal man til Billund Lufthavn, skal man køre hjemmefra i ekstra god tid.
Kilde: Grand Départ Copenhagen.
/ritzau/
Sidst opdateret: 09/03/2022 - 05:03












































