
Kommunerne skal ikke nødvendigvis være bange for, at nye penge til forsvar og kampvogne vil betyde mindre råd til velfærd på den korte bane. Men det kan få betydning for velfærden på lang sigt. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix (arkiv)
Økonomer: Øget forsvar vil ikke påvirke kommunerne på kort sigt
Økonomer er enige. Nyt nationalt kompromis om forsvar vil ikke påvirke kommunernes økonomi. På længere sigt kan det dog give hårde prioriteringer.
Udgivet: 08/03/2022
Kommunerne kan som udgangspunkt ånde lettet op forud for de kommende økonomiforhandlinger med regeringen i foråret. Det nye nationale kompromis om forsvaret, som blev vedtaget søndag aften mellem regeringen, R, SF, K og V, vil på kort sigt ikke påvirke kommunernes økonomi. Det fortæller flere økonomer til NB-Økonomi.
"Det ryster ikke dansk økonomis stabilitet på nogen måde," siger Tore Stramer, der er cheføkonom hos Dansk Erhverv.
Den nye aftale, gør det muligt at hæve det offentlige underskud til 0,5 procent af BNP, dertil er man også blevet enige om at "revidere budgetloven med henblik på at øge grænsen for det
strukturelle underskud i budgetloven til 1,0 pct. af BNP."
De ekstra midler, man har mulighed for at bruge på grund af den øvelse, det skal allokeres til at øge forsvaret op mod de to procent af BNP.
"Det er i sig selv ikke noget, som dansk økonomi ikke kan håndtere eller som kommer til at udfordre stabiliteten i dansk økonomi. Det er helt indenfor rammen af EU-lovgivningen," siger Tore Stramer.
Det er overvismand fra det Økonomiske Råds Sekretariat (DØRS) Carl-Johan Dalgaard enig i.
"Grænsen i budgetloven er jo ikke noget, der gør, at statsfinansernes holdbarhed bliver påvirket. Det er bare et spørgsmål om at sige, at der er lidt mere elastik i budgettet," forklarer han. Det at man siger en halv procent underskud, det er jo ikke det samme som at sige, at så skal man ligge på en halv procent. Underskuddet må blot ikke blive større."
Carl-Johan Dalgaard forklarer, at man normalt lægger det efter, om statsfinanserne er holdbare. At man nu tillader lidt mere elastik, så man kan overskride med op til en procent i budgetloven, det er ikke det samme som at sige, at en procent pludselig er blevet målsætningen.
Store politiske ønsker er blevet begrænset
Det betyder dog ikke, at der ikke kan komme hårde prioriteter fremover. Den manøvre med at tillade et øget underskud til finansiering, den kan ikke samtidig bruges til mere velfærd.
"Aftalen betyder på den ene side, at man får et større handlerum i den offentlig økonomi, når der kan planlægges efter underskud i 2030, men på den anden side så har man jo allerede brugt pengene til forsvaret, siger Morten Granzau Nielsen, der er underdirektør i Dansk Industri.
"Vi kigger ind i de kommende år, hvor der ikke er mange penge at rutte med. Der er ikke et gigantisk råderum, man kan dele ud af til skattelettelser og velfærd.
Tidligere har den mulighed været luftet af både OECD og DØRS som en mulighed for at finansiere demografiske udfordringer, som man vil opleve de kommende år. Men den kattelem er nu lukket, mener Dansk Industri.
"Der har været en kattelem til at slippe uden om de svære prioriteter mellem skattelettelser, klima eller mere velfærd ved at acceptere et større underskud og den vej igennem skaffe sig et større råderum til de ting," fortæller Morten Granzau Nielsen. "Men nu er man gået ind ad den kattelem og sømmet den til igen, da man har allokeret de penge til forsvar."
Pengene kan derfor ikke bruges flere gange, og det er derfor blevet sværere at prioritere på velfærd og skattelettelser.
"De prioriteter vi kigger ind i er ikke blevet nemmere, for ønskerne er stadigvæk store.
Der er en velfærdslov, den grønne omstilling, ønsket om at satse på digitalisering, sundhedsreform og fra erhvervslivets side kunne vi godt tænke os, at man satsede mere på forskning og uddannelse, skatter og afgifter" siger Morten Granzau Nielsen, som dermed forudser, at det kan være svært at få råd til det hele.
Der skal findes nye midler
Carl-Johan Dalgaard forklarer, at det nye forsvarstiltag betyder, at man bruger af det langsigtede overskud op til den grænse, som de på nuværende tidspunkt mener vil gøre sig gældende fremover. I hvert fald hvis man ser frem mod 2030. Finansieringsmulighederne til andre velfærdsområder nedbringes derfor på kort sigt.
"Det er klart, at de midler kan ikke bruges igen. Så hvis man har nogle ønsker om at bruge det overskud på andre formål, så er mulighederne selvfølgelig blevet ringere. Vil man bruge det til til at lempe f.eks. tilbagetrækningsreglerne, så er det blevet vanskeligere," siger Carl-Johan Dalgaard. "Med mindre man er villig til at gå ud og finde nye penge."
Mulighederne for at øge udgifterne eller mindske indtægterne varigt, uden nye former for finansiering, er derfor blevet mindsket ifølge DØRS.
Man skal dog huske på, at det indtil videre er foreløbige beregninger. Der kan sagtens ske det, at der kommer et overskud på de fremtidige finanser, fordi det går bedre i danske økonomi, end DØRS havde beregnet. I så fald bliver et underskud slet ikke relevant, da det blot er en mulighed.
Men den omvendte mulighed foreligger også. Det vil sige, at det går værre for dansk økonomi, end man havde regnet med.
Derudover er manglende arbejdskraft også en reel udfordring. Da man ikke kender indholdet i den nye aftale endnu, så er det uvist, hvor meget der skal bruges på materiel, og hvor meget der skal bruges på mandskab. Men trækker man flere tusinde unge mennesker ud til militæret, så vil det selv sagt lægge et ekstra pres på både den offentlige og private sektor, som i øjeblikket mangler flere tusinde medarbejdere.
Aftalepartnerne har aftalt, at man ser på ordningen igen i 2033, så det er ikke sikkert, at det nye tiltag med muligheden for øget underskud er en varig finanspolitisk ordning.
Sidst opdateret: 08/03/2022 - 09:06
Temaer: Kommuneøkonomi











































