
Lone Loklindt, 1. viceborgmester i Frederiksberg Kommune, ønsker at standse samarbejdet med advokatfirma, men det sætter udbudsloven en stopper for. - Foto: Det Radikale Venstre
Viceborgmester vil blackliste advokatfirma
1. viceborgmeter i Frederiksberg Kommune har stillet forslag om at rive kontrakt med stort advokatfirma i stykker, men det vil være en overtrædelse af udbudsloven, konkluderer forvaltningen.
Udgivet: 07/03/2022
Man kan ikke have en leverandør i kommunalt regi, der er mistænkt for slet spil i udbyttesagen, der kostede Danmark et milliardbeløb tilbage i 2015-2016.
Det mener den Radikale gruppe i Frederiksberg Kommune, der her mandag til aftenens magistratmøde har stillet forslag om at ophæve kommunens kontrakt med advokatfirmaet Bech-Bruun. Det skriver TV 2 Lorry:
"Vi synes, det er problematisk, Bech-Bruun er involveret i en sag om at rådgive virksomheder til at komme i skattely eller snyde i skat. Derfor har vi rejst sagen," siger Lone Loklindt (R), der er 1. viceborgmester i Frederiksberg Kommune til TV 2 Lorry.
Men den radikale gruppe kommer nok til at trække forslaget igen, inden det kommer til afstemning i magistraten. Kommunens forvaltning har nemlig undersøgt sagen og vurderet, at det vil være i strid med udbudsloven så længe, der ikke er en endelig dom i sagen mod Bech-Bruun.
Anklaget for inhabilitet
Firmaet er mistænkt for at have haft et habilitetsproblem i forbindelse med rådgivning af det tyske firma, der snød staten for milliarder af kroner, mens Bech-Bruun få år efter også stod for Skattestyrelsens advokatundersøgelse, der skulle kortlægge svindlen.
Det slog Østre Landsret fast sidste år, hvor de samtidig idømte de fire Bech-Bruun-advokater, der havde med det tyske selskab at gøre, bøder og tilbagebetaling af millionhonorar til Skattestyrelsen.
Men Bech-Bruun har anket dommen til Højesteret, og derfor kan kommunen ikke ophæve kontrakten ifølge udbudsloven. Og det respekterer Lone Loklindt:
"Det kan vi ikke gøre noget ved. Derfor regner vi med at frafalde forslaget, når vi mødes i gruppen mandag. Da vi stillede forslaget, virkede det som det helt rigtige forslag at stille, men det blev lidt for præmaturt," siger Lone Loklindt:
"Vi vil tage det op igen fra radikal side, såfremt der falder en endelig dom i Højesteret, men lige nu ved vi jo ikke, hvornår det sker," siger Lone Loklindt til TV 2 Lorry.
Sidst opdateret: 07/03/2022 - 18:12
Emner: Jura, Udbud, Frederiksberg Kommune, Etik, Konsulenter







































